23948sdkhjf

Ny leverandør vil udvikle byggebranchen

Med en af verdens største EW-producenter i ryggen introducerer to erfarne træfolk nu den danske byggebranche for et helt nyt produkt.
- Vi har samlet 30 års erfaring og kommer både med nyt firma, nye idéer og et nyt produkt.

Det siger Henrik Hviid Pedersen, salgsingeniør og medejer af SmartWood A/S, som netop er stiftet med base i Silkeborg. I samarbejde med kompagnon Kaare Simonsen har Henrik Hviid Pedersen allieret sig med Louisiana Pacific, der hører til blandt verdens største producenter af Engineered Wooden Products (EW).

- Med Louisiana Pacific har vi både produkter, erfaring og en teknisk platform, som ikke fås bedre. Med vores baggrund i den danske byggebranche vil vi kunne tilpasse de amerikanske metoder til danske behov – både for tømrermester, ingeniør og arkitekt, fortsætter Henrik Hviid Pedersen.

Optimering af hele byggeprojektet
Kaare Simonsen og Henrik Hviid Pedersen har kendt hinanden i mange år og har løbende udvekslet idéer om, hvordan man kan udvikle træbranchen. I foråret besluttede de sig for at udleve en fælles drengedrøm om at stifte egen virksomhed:

- Vi har brugt hele vores sommerferie på at etablere firmaet og skabe den tekniske platform. Vi startede med at ringe til kunder i mandags og har allerede fået de første forespørgsler, så det er gået stærkt, fortæller Henrik Hviid Pedersen om opstarten af SmartWood, der går ud på markedet med en mission om at udvikle anvendelsen af træbjælker i Danmark:

- I første omgang er ambitionen at skabe en forretning ud af det. Vi skal være konkurrencedygtige, og det bliver vi dels ved at holde et meget lavt omkostningsniveau, men især ved at fokusere på udvikling af konceptet – selve anvendelsen og sammensætningen af produkterne. Vi vil udvikle løsninger i samarbejde med den udførende, oftest tømreren, men i enkelte tilfælde også arkitekten og ingeniøren. Vores styrke er at bidrage til en optimering af hele byggeprojektet – ikke at konkurrere på pris. Vi kommer begge to fra branchen, så vi ved hvad vi er oppe imod, forklarer Henrik Hviid Pedersen, der har en baggrund som sælgende ingeniør i træbranchen gennem mere end 20 år.

Målrettet det professionelle marked
Louisiana Pacific er verdens største producent af OSB, som i Danmark distribueres via DLH. Salget af EW-produkter har traditionelt været koncentreret om virksomhedens nordamerikanske hjemmemarked, men på det seneste er der åbnet op for de europæiske markeder; Belgien, Frankrig, England – og nu altså Danmark. Der er således tale om en række, for det danske marked, helt nye produkter:

- Der er flere leverandører, som kan det her. Men vi er overbeviste om, at vi her har fundet den helt rigtige produktsammensætning. LSL ( Laminated Strand Lumber, red. ) er et nyt produkt i den danske byggebranche og besidder nogle tekniske egenskaber til en pris, der passer perfekt til Danmark, siger Henrik Hviid Pedersen.

Med SmartWood-konceptet satser Kaare Simonsen og Henrik Hviid Pedersen på det professionelle segment, der tilbydes lette trækonstruktioner til især lavenergibyggeri eller til specielt arkitektonisk udformede byggerier. Desuden er det en målsætning at udvikle og forbedre anvendelsen af lette trækonstruktioner.

Satsningen på EW-produkter skal ifølge de to stiftere ses i lyset af, at Danmark har oplevet stigende efterspørgsel på limede træprodukter de seneste år. Henrik Hviid Pedersen peger på øgede konstruktionstykkelser i tag og ydervæg samt behov for højere gulvkvalitet som årsager til, at den amerikanske byggetradition har vundet indpas i Danmark.

- Vi satser på det almindelige træskelet, men også på mere tekniske konstruktioner, fx rammer, og vil især fokusere på projekter, der har brug for en hjælpende hånd til at få udviklet konstruktionen, slutter Henrik Hviid Pedersen.
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097