Huscompagniet henter velkendt ansigt som ny kassemester
Huscompagniet har fundet manden, der skal styre finanserne.
Og det bliver et ganske velkendt ansigt, der sammen med topchef Martin Ravn-Nielsen nu kommer til at udgøre den øverste ledelse i landets største husbyggerfirma på et tidspunkt, hvor branchen kæmper en hård kamp med et stærkt vigende marked.
Valget er nemlig faldet på Allan Auning-Hansen, som siden den 8. november 2023 har været midlertidig finansdirektør, efter at forgængeren og selskabets veje pludselig skiltes brat.
Det oplyser Huscompagniet i en meddelelse til Fondsbørsen.
- Allan har været en rigtig god tilføjelse til ledelsen, siden han kom til i november 2023, og han har bidraget væsentligt til Huscompagniet med sin stærke, finansielle baggrund og omfattende ledelseserfaring, udtaler Martin Ravn-Nielsen, adm. direktør i Huscompagniet, i en forberedt kommentar.
Han understreger samtidig, at han er overbevist om, at Allan Auning-Hansen er den rigtige til jobbet.
Vist sit værd
Den nye finansdirektør ser frem til at fortsætte i den rolle, han altså har varetaget i næsten fire måneder.
- Jeg har været enormt imponeret over mine kollegers evner og entusiasme, siden jeg kom til Huscompagniet, og jeg er begejstret for at fortsætte med at forsøge at levere på vores løfter til markedet. Jeg har stor tillid til organisationen, og jeg ser frem til at arbejde med Martin (Ravn-Nielsen, red.) og resten af holdet, i forhold til at navigere Huscompagniet igennem de udfordrende markedsvilkår, udtaler Allan Auning-Hansen.
I samme fondsbørsmeddelelse lyder det fra selskabets bestyrelsesformand, Claus V. Hemmingsen, at den nye finansdirektør har vist sine evner og har bidraget positivt til ledelsen under sin midlertidige ansættelse.
- Vi er sikre på, at Allan er det rette match, i takt med at vi fortsætter med at styrke og udvikle Huscompagniet, udtaler han.
Martin Ravn-Nielsen har været ansat i Huscompagniet siden 2008 og blev koncernens øverste chef i maj 2020.
Huscompagniet fremlægger sit årsregnskab for 2023 fredag den 8. marts 2024 før markedets åbning.