23948sdkhjf

Danmark hiver op i resultatet hos Hoffmann-ejer

En god præstation hos Veidekkes danske datterselskab bidrager til et godt resultat hos den norske entreprenørkæmpe, siger koncernchef

Hoffmann A/S skovlede flere penge ind i 2023, og det luner på bundlinjen hos Glostrup-entreprenørens ejer, Veidekke-koncernen.

I sin netop offentliggjorte årsrapport fremhæver den norske entreprenørkæmpe således Danmark som en af årsagerne til koncernens resultat i det forgangne år.

- Det var særligt gode præstationer i Bygg Norge, Infrastruktur Sverige og Danmark, som bidrog til et godt resultat. For året under et er vi tilfredse med at have leveret gode resultater, som sammen med vores solide finansielle position danner basis for bestyrelsens forslag om at udbetale hele resultatet i udbytte, udtaler koncernchef Jimmy Bengtsson i en kommentar til regnskabet.

Omsætningen i den danske del af forretningen voksede for året som helhed med 24 pct. til 3 mia. norske kr. (2 mia. kr.) fra 2,4 mia. norske kr. (1,6 mia. kr.) i 2022.

Samtidig steg resultatet før skat med mere end 40 pct. til 300 mio. norske kr. (196 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 10 pct.

Dyk i omsætningen

Ser man på fjerde kvartal alene dykkede omsætningen dog med 18 pct. i lokal valuta. Alligevel lykkedes det Hoffmann at øge indtjeningen i kvartalet med mere end 40 pct. til 118 mio. norske kr. (77 mio. kr.).

Det skyldes ifølge regnskabet bidrag fra projekter i afslutningsfasen og gennemgående god lønsomhed i projektporteføljen.

Vi går ind i 2024 med en god og balanceret projektportefølje og er derfor godt positioneret til at håndtere det faktum, at markedsforholdene er udfordrende i nogle af segmenterne Jimmy Bengtsson, koncernchef, Veidekke

Hoffmann vandt i fjerde kvartal nye kontrakter på renovering af Roskilde universitet for Bygningsstyrelsen til en samlet værdi af 430 mio. kr.

Dertil kom en ny kontrakt om udbygning og effektivisering av fjernvarmenettet for Gladsaxe kommune. En kontrakt til en værdi af cirka 300 mio. kr.

Samlet set udgjorde ordreindgangen hos Hoffmann 1,5 mia. norske kr. (1 mia. kr.) i fjerde kvartal mod 515 mio. norske kr. (337 mio. kr.) året før.

Ordrebeholdningen er imidlertid skrumpet med 5 pct. i lokal valuta sammenlignet med et år tidligere og udgjorde dermed godt 2 mia. kr. ved udgangen af fjerde kvartal.

Det indikerer ifølge årsrapporten en midlertidigt lavere omsætning i første halvår af 2024.

Blandet projektportefølje

For Veidekke-koncernen som helhed steg omsætningen sidste år med 12 pct. til godt 43 mia. norske kr. (28 mia. kr.).

Bundlinjen ligger til gengæld fladt på 1,2 mia. norske kr. (0,8 mia. kr.). Koncernchefen peger dog på, at resultatet er steget med 16 pct., hvis man justerer for et forlig indgået i 2023 i en ældre tvist samt en gevinst fra et grundsalg i Sverige i 2022.

– Vi går ind i 2024 med en god og balanceret projektportefølje og er derfor godt positioneret til at håndtere det faktum, at markedsforholdene er udfordrende i nogle af segmenterne, siger Jimmy Bengtson.

Han fremhæver, at Veidekke har gode erfaringer med at håndtere skiftende markedsforhold, herunder de muligheder, der ligger i den grønne omstilling.

- Over hele Skandinavien har Veidekke projekter i gang, som viser, hvordan vi gennem samarbejde reducerer både klimagasudslip og byggeomkostninger ved at tænke nyt, siger Jimmy Bengtsson.

Veidekke ASA
Regnskabsår 2023 2022
Mia. NOK
Nettoomsætning 43,2 38,7
Driftsresultat (EBIT) 1,4 1,5
Resultat før skat 1,4 1,5
Årets resultat 1,2 1,2
Balancestatus 18,2 17,6
Egenkapital 3,1 3,0
Antal ansatte 8.084 7.933
Kilde: Veidekkes årsrapport 2023

Se nøgletal for:
Læs mere om: regnskab årsrapport
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.11