23948sdkhjf

Kommunaldirektør: Tilsyn med Nordic Waste kunne have været grundigere

Randers Kommune burde have grebet tilsyn anderledes an, erkender kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt

Selv om en advokatundersøgelse placerer ansvaret for det store jordskred hos virksomheden Nordic Waste, kunne Randers Kommune også have gjort det bedre.

Det erkender kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, Randers Kommune.

- Vi burde ved nogle af vores tilsyn have ført mere direkte kontrol med hældningen på jordtippen, siger han.

En undersøgelse foretaget af advokatfirmaet Codex for Randers Kommune har konkluderet, at Nordic Waste ikke overholdt kravene til hældningsgraden til jordtippen, hvor de store mængder jord blev placeret.

Det betød, at jorden lettere kunne skride, hvilket netop skete i midten af december, da tre millioner kubikmeter jord i den tidligere lergrav satte sig i bevægelse med kurs mod den nærliggende Alling Å og landsbyen Ølst.

- Vi burde have ført et grundigere tilsyn med, at opbygningen af jordtippen overholdt vilkårene for hældningen, slog kommunaldirektøren fast på pressemødet tirsdag på rådhuset i Randers.

Kommune tjekkede ikke

I miljøgodkendelsen fra kommunen, der blev givet til Nordic Waste i 2018, var der fastsat krav til hældningen på jordtippen.

Men kommunen tjekkede ikke ved de løbende tilsyn, om kravet blev overholdt.

Kommunaldirektøren erkender også, at systematikken omkring tilsynsrapporter efter tilsynsbesøg på virksomheden ikke har været god nok.

- Vores systematik omkring tilsynene har ikke været tilfredsstillende og ikke levet op til god forvaltningsskik.

I perioden fra 2021 til 2023 er der gennemført 17 tilsynsbesøg, hvor en repræsentant fra kommunens miljøafdeling har besøgt Nordic Waste.

Sætter gang i ekstern undersøgelse

Kravet er, at tilsynsrapporterne efterfølgende offentliggøres på en dertil indrettet portal.

Det er ikke sket. Først 29. januar lagde Randers Kommune tilsynsrapporterne ud på sin hjemmeside.

Det fremgår, at de er blevet udarbejdet "ultimo januar 2024", og det er sket "på grundlag af sagens dokumenter".

Rapporterne er med andre ord lavet på bagkant efter det store jordskred.

Randers Kommune har nu sat gang i en ekstern undersøgelse af kommunens miljøadministration.

- På den baggrund vil vi tage stilling til, hvad der yderligere skal ske i forhold til den måde, vi er organiseret på, de ressourcer vi anvender, de kompetencer medarbejderne har og den måde, vi i øvrigt fører tilsyn på, siger Jesper Kaas Schmidt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078