23948sdkhjf

Voksende teknikentreprenør henter driftsdirektør

Peter Sørensen er ny driftsdirektør hos Andersen & Heegaard

Grøn omstilling, digitalisering, faglighed og høj medarbejdertilfredshed er blandt de strategiske fokusområder, som den nye driftsdirektør i teknikentreprenøren Andersen & Heegaard får i sin varetægt. 

Der er tale om Peter Sørensen, som er trådt ind i rollen fra start januar. Det skriver virksomheden i en nyhed på sin hjemmeside. 

Her fremgår det, at han bliver tilknyttet hovedkontoret i Brøndby.

Om sin fornemmeste opgave, lyder det hovedpersonen selv:

- Når man går fra lille til stor, kræver det noget af rygraden i virksomheden. Behovet for strukturerede og effektive mellemlag vokser i takt med at størrelsen går op. Mit fokus bliver derfor driften af kerne- og supportfunktionerne i form af ESG, IT, biler, HR mm.

- Vi skal fokusere på håndtering af væksten. Når vi får mange nye kollegaer og kunder, skal vi samtidig sikre, at tilfredsheden er i orden. Med andre ord skal vi lave en kontrolleret vækst, hvilket jo kan kategoriseres som et positivt problem, fortæller Peter Sørensen videre. 

Udvidet med flere afdelinger

Netop Andersen & Heegaard har i den sidste tid oprustet med flere afdelinger. Senest gælder det i Ringsted samt Aarhus og før det i Viborg med her en håndfuld ansatte fra det konkursramte Brøndum A/S.

I alt er virksomheden nu oppe på seks afdelinger, som udover hovedkontoret i Brøndby også tæller Kolding, Odense. 

Ifølge de seneste tal fra Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, nærmer virksomheden sig 200 ansatte. 

En af dem er altså Peter Sørensen, der har en baggrund som maskiningeniør og er ledelsesuddannet i strategi og bestyrelsesarbejde. 

Han har ifølge Andersen & Heegaard erfaring som adm. direktør i globale virksomheder og har kompetencer inden for forretningsudvikling, effektivisering og ledelse.

Travle teknikentreprenører

Kigger man på teknikbranchen mere samlet, så er der generelt travlt derude. Ikke mindst med netop den grønne omstilling men også som følge af en højere investeringslyst i industrien - især inden for pharma.

Travlheden betyder, at flere af aktørerne i branchen er på jagt efter flere hænder, men da ledigheden er lav, er den kvalificerede arbejdskraft ikke sådan lige at skaffe.

Alene teknikentreprenørerne Wicotec Kirkebjerg og Bravida Danmark forventer hver at skulle ansætte flere end 100 det kommende år, lød meldingen fra adm. direktør i Wicotec Kirkebjerg, Brian Ludvigsen, og HR-chef hos Bravida Danmark, Tinne Bertelsen, for nylig i Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078