23948sdkhjf

Hovedejer bag Nordic Waste udtaler sig for første gang siden jordskred

Nordic Waste er gået konkurs. Hovedejer bag opretter klimafond og donerer 100 mio. kroner til fonden

Opdateret kl. 10.55 med yderligere afsnit og nyt foto og billedtekst

Nordic Waste er fredag gået konkurs og har dermed efterladt en kæmpe regning efter jordskreddet. En regning, der kan ende hos skatteborgerne.

Nordic Waste var blevet pålagt at stille en sikkerhed på 205 mio. kr. til oprydningen efter miljøkatastrofen.

I stedet har de indgivet en konkursbegæring.

Mens sagen har stået på siden december, har Nordic Wastes majoritetsejer, mangemilliardær Torben Østergaard-Nielsen, været tavs.

Men nu har han for første gang udtalt sig i en pressemeddelelse på USTC's hjemmeside. Østergaard-Nielsen er bestyrelsesformand og medejer af USTC, der er en familieejet shippingkoncern.

Heri oplyses det, at han etablerer en klimafond som følge af jordskreddet, som USTC kalder "en usædvanlig tragisk situation" gennem pressemeddelelsen.

Klimafonden skal "sikre handling, der kan løse og afhjælpe problematikken omkring jordskred og klimaforandringer".

- Sagen i Ølst har anskueliggjort, at klimaforandringerne er store, og at vi ikke har den nødvendige viden til at forudse konsekvenserne, siger Østergaard-Nielsen i meddelelsen.

USTC donerer i 2024 100 mio. kr. til fonden.

Torben Østergaard-Nielsen er god for omkring 42 mia. kr.

50 af de 100 mio. skal gå til naboer og lodsejere omkring Ølst, der har været ramt af jordskreddet.

- Hvordan pengene bedst gør en forskel, besluttes i en tæt dialog med de berørte beboere, siger Østergaard-Nielsen i pressemeddelelsen.

Byen Ølst risikerer at blive dækket af et fem meter tykt jordlag, hvis det ikke lykkes at inddæmme jordskreddet.

Efter miljøkatastrofen begyndte at rulle i december, er ejer Torben Østergaard-Nielsen blevet kritiseret for at være gået i flyverskjul.

Men han har gerne villet udtale sig, lyder det i meddelelsen. Der har bare været for mange ubekendte.

Og konkursen, ja den var uundgåelig, lyder det fra mangemilliardæren.

- At det nu ender med en konkursbegæring i Nordic Waste, er en meget ubehagelig, men desværre uomgængelig beslutning, som vi alle havde ønsket kunne være undgået. Men der er ikke andre udveje, siger Østergaard-Nielsen i meddelelsen.

Cowi anslår, at det kan komme til at koste 2,2 mia. kr. at få styr på miljøkatastrofen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062