23948sdkhjf

NCC afleverer undersøisk megaprojekt

NCC har færdiggjort den anden undersøiske vejtunnel på Færøerne siden 2020 til samlet næsten 2 mia. kroner

Entreprenørkoncernen NCC har bundet den sidste sløjfe på flere års arbejde under Færøerne, efter at åbningen af den undersøiske vejtunnel, Sandoyartunnelen, på Færøerne nu er en realitet.

- Det er helt fantastisk, at Sandoyartunnelen nu også er færdig sammen med Eysturoytunnelen. Disse to undersøiske tunneller udgør et megaprojekt for Færøerne, som vil have en meget stor betydning for os og for samfundsudviklingen, udtaler adm. direktør Teitur Samuelsen i P/E Eysturoyar og Sandoyartunlar i en pressemeddelelse.

Han henviser dermed til, at denne uges fejring markerer det andet af to projekter.

I november 2016 underskrev NCC en kontrakt om at bygge to undersøiske tunneller på Færøerne, Eysturoytunnel og Sandoyartunnel. Byggeriet startede omkring nytår 2017.

Det første delprojekt er den 11,2 km lange Eysturoytunnel, til en værdi af 1,5 mia. norske kr., svarende til 1 mia. kr. i dagens kurs. Delprojekt nummer to er den 10,8 km lange Sandoyartunnel, til en værdi af 1,2 mia. norske kr. (800 mio. kr.). 

Arbejdet omfatter også veje i dagzonen med tilslutning til eksisterende infrastruktur.

Parallelt arbejde

Arbejdet med Eysturoytunnelen startede i 2016, mens byggeriet af Sandoyartunnelen startede i 2018. 

Frem til åbningen af Eysturoytunnelen i december 2020 foregik byggeriet af de to undersøiske tunneller parallelt. Sandoyartunnelen er bygget ud fra to bjerge og med gennemslag 3. februar 2022. Derefter er der blevet arbejdet på indretning og teknik.

Efter syv års tunnelbyggeri på Færøerne med produktionsudfordringer undervejs som pandemi og krig i Europa er projektchef Alf Helge Tollefsen fra NCC Infrastructure meget tilfreds:

- Det føles godt, projekterne er gået godt, og vi leverer to tunneller af god kvalitet til aftalt tid. Succes med store, komplekse tunnelprojekter som dette kræver blandt andet gode faglærte arbejdere og et godt samarbejde med UE'er og bygherre, fastslår Tollefsen.

- Vi vil også gerne takke alle vores underentreprenører og leverandører, som har været med. Alle har god grund til at føle sig stolte over, hvad vi sammen har leveret, tilføjer Alf Helge Tollefsen.

Fakta: Eysturoyartunnilin og Sandoyartunnilin

Eysturoyartunnilin

  • Undersøisk tunnel med mere
  • Byggeperiode: 2016 - 2020
  • Samlet længde hovedtunnel: 11,2 km
  • Bredde: 10,5 m
  • Stigning: 5 pct. 
  • Laveste punkt: -187 meter
  • Finansiering: Vejafgift
  • Kunde: P/E Eystur- og Sandoyartunlar (EST)/Lagtinget
  • Kontraktværdi: 1,5 mia. NOK (1 mia. kr.)

Sandoyartunnilin

  • Undersøisk tunnel med mere
  • Byggeperiode: 2018 - 2023
  • Samlet længde hovedtunnel: 10,8 km
  • Bredde: 9,5 meter
  • Antal passager i døgnet: 310 biler
  • Stigning: 5 pct.
  • Laveste punkt: -147 meter
  • Finansiering: vejafgift
  • Kunde: P/E Eystur- og Sandoyartunlar (EST)/Lagtinget
  • Kontraktværdi: 1,2 mia. NOK (0,8 mia. kr.)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094