Randers omlægger å i al hast efter virksomheds pludselige arbejdsstop
Randers Kommune har i en kamp mod tiden iværksat en plan b for at undgå, at potentielt forurenet jord fra et jordskred skal ende i Alling Å.
Det har Jens Heslop, der er direktør for Udvikling, Miljø og Teknik i kommunen, oplyst på et hasteindkaldt pressemøde tirsdag. Det skriver TV2 Østjylland.
Et jordskred på jordbehandlingsvirksomhedens Nordic Wastes grund er på vej ud over grundens arealer og har retning mod åen, hvilket medfører en risiko for miljøforurening, lød det på pressemødet.
Jordskreddet er sket som følge af massive nedbørsmængder og har beskadiget flere af virksomhedens bygninger. Nordic Waste, der blandt andet håndterer forurenet jord, har selv arbejdet på at bekæmpe jordskreddet.
Men tirsdag har virksomheden med et minuts varsel meddelt Randers Kommune, at den stopper arbejdet øjeblikkeligt, skriver TV2 Østjylland.
Det fremgår ikke, hvorfor virksomheden har stoppet arbejdet. Jens Heslop siger til mediet, at regningen fra kommunens arbejde bliver sendt direkte videre til Nordic Waste, som heller ikke har besvaret mediets henvendelser.
Randers Kommune vil føre åen under Gammel Århusvej og lade den løbe på den østlige side af vejen.
- Der er tale om cirka 300 meters rørlægning. Der skal arbejdes for fulde hammer i døgndrift, for alt afhængig af, hvor hurtigt jorden kommer, har vi to til tre døgn at løbe på, siger direktør Jens Heslop til mediet.
Det fremgår på Nordic Wastes hjemmeside, at virksomheden har kæmpet i døgndrift med cirka 40 maskiner på pladsen for at bremse jordskreddet.
TV 2 Østjylland skriver, at de entreprenørvirksomheder, der indtil tirsdag har arbejdet med at bekæmpe skreddet for Nordic Waste, har sagt ja til at fortsætte arbejdet uden for grunden og for kommunen i stedet.
Lørdag oplyste virksomheden til Ritzau, at dens lergrav, hvor jordskreddet finder sted, består af ren eller lettere forurenet jord.
Tirsdag aften lyder det i en pressemeddelelse fra Nordic Waste ifølge TV 2 Østjylland, at jordtrykket i lergraven tirsdag formiddag udviklede sig i en negativ retning, og at det derfor blev vurderet, at det ikke længere "var forsvarligt at opholde sig på grunden".
Nordic Waste skriver, at det er i dialog med relevante parter, men det er endnu uvist, hvornår arbejdet kan genoptages.
/ritzau/