23948sdkhjf

Virksomhed kæmper mod jordskred: Må rive bygninger ned

Den seneste tids ekstraordinært store regnmængder gør, at en stor bunke jord flytter på sig hos virksomheden Nordic Waste

Hos virksomheden Nordic Waste A/S i Ølst syd for Randers kæmper de ansatte lige nu med en enorm bunke jord i en lergrav, der flytter sig på grund af den seneste tids store nedbørsmængder.

- Det er disse massive mængder nedbør, som er skyld i, at jorden i vores lergrav arbejder og flytter sig, skriver virksomheden i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.

Ifølge ledelsen er de ansatte travlt beskæftiget med at flytte jorden for at stoppe jordskredet. Det har i den forbindelse været nødvendigt at rive flere bygninger ned, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

- Over weekenden 9.-10. december har yderligere vandmasser skabt en acceleration af jordskred på Nordic Wastes arealer, hvilket mandag morgen 11. december har beskadiget flere bygninger, som i dag, tirsdag, er under nedrivning.

Det har desuden været nødvendigt at rive en skorsten og flere gamle haller ned.

- Al Nordic Wastes materiel og personale arbejder i døgndrift på at stabilisere jorden på grunden. Det er også årsag til, at det indtil videre har været nødvendigt at indstille almindelig drift på grunden, står der i pressemeddelelsen.

Intet farligt affald 

Som led i stabiliseringen indgår blandt andet brændt kalk, der ifølge virksomheden kan stabilisere jorden.Nordic Waste modtager og behandler både ren og forurenet jord og tilbyder også såkaldt biologisk rensning og rensning gennem vask.

Det, der flytter på sig, er jord og ler i virksomhedens lergrav. Den store bunke af jord ”glider” på den underliggende ler. Det skyldes den store mængde nedbør, der er kommet de seneste måneder.

- Der er i lergraven tale om naturligt forekommende ler og jordtyper, lecaklinker fra grundens tidligere ejer samt jord klassificeret som lettere forurenet, altså svarende til næsten al den jord, som findes i danske byer og baghaver, skriver Nordic Waste.

Ledelsen afviser, at der er fare for forurening af omgivelserne og de nærliggende søer og Alling Å.

- Vi har ikke jord på grunden, der er klassificeret som farligt affald. Hos Nordic Waste har vi løbende taget alle forholdsregler, og jorden fra lergraven er ikke i risiko for at falde ned i den nærliggende å. I samarbejde med geotekniske eksperter fra A1 Consult og Geo har vi handlingsplaner i kraft for at stoppe jordskredet og inddæmme lergraven, skriver virksomheden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235