WorldSkills: En svedig, presset og god dag
Verdens mest talentfulde unge lærlinge og svende har taget hul på WorldSkills i Leipzig. 17 danskere er med og gør her status over konkurrencens førstedag.
- Fire ud af seks timer har sveden dryppet af mig. Det er ikke, fordi jeg har været nervøs. Jeg har været presset. Der er så mange mål og ting, man skal kontrollere hele tiden, og jeg gør mit ypperste - alt det bedste jeg har lært, og så kommer der sved på panden, fortæller Mathias Nielsen.
Han står og taler ved hegnet ind til konkurrenceområdet. Bag ham står dagens resultat: En flot muret bue med kileskårede sten og fem betonblokke i muren under. Man kunne fristes til at tro, at den svedige dag har været en dårlig dag for Mathias Nielsen. Det har det på ingen måde. Tværtimod.
- Det har været hårdt, men jeg synes, at det er gået utroligt godt. Det er noget mere presset her, end det er ved DM i Skills, men jeg kan godt lide at være presset. Det bliver man bare bedre af.
30 procent af murerfagets opgaver har været ukendte indtil nu. Mathias Nielsen er godt tilfreds med den opgave, der nu er blevet afsløret.
- Den kræver en masse tegnearbejde, og det kan jeg godt lide, fortæller han.
Dagens opgave med den buede mur ville Mathias Nielsen egentlig gerne have haft sorteret fra, men, tilføjer den positive jyde, det var ok, at den var med.
Jeg har sat tapet op fra ganske lille
Bygningsmaler Jacob Kofod imponerer tilskuerne på WorldSkills' første konkurrencedag. En af dagens opgaver er tapetopsætning, og det foregår i raketfart i Jacob Kofods lille konkurrencebås. Hvorfor er du så hurtig, bliver han sidst på dagen spurgt af en journalist fra Ekstra Bladet?
- Det er nok noget, jeg har med hjemmefra. Jeg har sat tapet op, fra jeg var ganske lille, lyder svaret fra den unge bornholmer, der er udlært fra Syddansk Erhvervsskole og sin far Brian Kofod, hvor han i dag er ansat.
Selv er Jacob Kofod i store træk godt tilfreds med sin præstation. Han er i gang med den store faste dekoration og den frie dekoration, og så har han lavet forberedelserne til endnu en tempokonkurrence.
- Jeg synes, at det har været en fin dag. Jeg har mentalt kunnet tage den med ro. Der har ikke været stress på noget tidspunkt. Jeg holder mit fokus og ser ikke, hvem der står og kigger på mig, fortæller Jacob Kofod.
Ligesom mange af de andre danske deltagere er Jacob Kofod imponeret over, hvor stort WorldSkills er. Og så er han positivt overrasket over, hvor præcist alt er sat op i konkurrencebåsen.
- Alt er i vater og lod. Det plejer det aldrig at være, siger han og fortæller om sine høje ambitioner:
- Det er ingen hemmelighed, at jeg går efter en guldmedalje. Ellers var jeg slet ikke taget med. Men jeg vil også være meget, meget tilfreds, hvis jeg får en anden podieplads, og på sigt kunne jeg nok også blive tilfreds med en fjerde eller femte plads. Hernede ville det nok ikke være så sjovt, men vi kommer til at ligge meget, meget tæt i toppen.