23948sdkhjf

Første billeder viser indiske arbejdere efter ni dage i tunnel

Arbejdere har det ifølge eget udsagn "udmærket" efter over en uge i kollapset tunnel i det nordlige Indien

Tirsdag er de første billeder kommet frem af 41 mænd, som i over en uge har været fanget i en motorvejstunnel i Indien.

Mændene har været fanget der, siden den 4,5 km lange tunnel i delstaten Uttarakhand kollapsede tidligt den 12. november. Tunnelen ligger i den indiske del af Himalayabjergene.

På billederne kan man se mændene stå i den underjordiske tunnel og kommunikere med redningsarbejdere.

- Har I det godt?, spørger en redningsarbejder en af de fangede tunnelarbejdere på videoen.

- Ja, vi har det udmærket, svarer tunnelarbejderen.

Ifølge myndighederne har mændene adgang til lys, ilt, mad, vand og medicin og er i sikkerhed.

Det har de blandt andet via et rør, hvor kameraet - som er af en type, der også kan anvendes til kikkertundersøgelser - blev sendt ned igennem.

Da kameraet kommer fra røret og ind på det område, hvor mændene befinder sig, kan man se dem stå i en halvcirkel med arbejdsjakker og hjelme på, mens de ser på kameraet.

Myndighederne har ikke oplyst, hvad der fik tunnelen til at kollapse, men i regionen er jordskred, jordskælv og oversvømmelser ikke unormale.

Med graveredskaber er tonsvis af jord, beton og murbrokker blevet fjernet fra tunnelen, som var ved at blive bygget, da den faldt sammen.

Men bestræbelserne på at få de 41 mænd ud er kun skredet langsomt fremad.

Der har blandt andet været problemer med nedfaldne klippestykker undervejs.

Boringerne blev således udskudt fredag efter problemer med maskinerne og på grund af frygt for et nyt kollaps.

Myndighederne arbejder også med fem andre planer for at få mændene ud. En af dem er at bore lodret ned fra toppen af bjerget.

Abhishek Sharma, som er en psykiater sendt af delstatsregeringen, har blandt andet bedt de 41 mænd om gå ture i det område på to km, som de er lukket inde i. De skal også dyrke let yoga og tale hyppigt med hinanden for at holde sig beskæftiget.

Mændene fanget i tunnelen er lavindkomstarbejdere. De fleste af dem kommer fra fattige delstater nord- og østpå i Indien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079