Fremtidens spejderhytte trækker naturen ind
Fællesskab og aktivitet i naturen.
Det har været det gennemgående tema i Den A.P. Møllerske Støttefonds arkitektkonkurrence om Fremtidens Spejderhytte, som er afholdt i samarbejde med Spejderne og FDF.
Projektet om at skabe Fremtidens Spejderhytte er en del af Støttefondens donation på 80 mio. kr., som skal bidrage til at forny de fysiske rammer for de mere end 100.000 børn og unge, der hver uge mødes i spejdergrupper og FDF-kredse i en af landets ca. 1.200 spejderhytter.
Vinderen af konkurrencen om en nyfortolkning af spejderhytten er også fundet, og valget er faldet på projektet fra arkitektfirmaet Leth & Gori i samarbejde med Rønnow Arkitekter og VEGA landskab.
Vinderforslaget nytænker ifølge en pressemeddelelse den klassiske spejderhytte i både form og funktion. Hytten åbner sig mod omgivelserne, trækker naturen ind og inviterer hyttens brugere til at være udenfor.
Hytten, der primært er bygget af træ, er kompakt og rummer de mest nødvendige basisfunktioner for en spejderforening.
- Vi er rigtig glade for, at vi med dette design får en hytte, som inspirerer til flere udendørs aktiviteter, da vi oplever en stor interesse for dette blandt lokale grupper og kredse, siger Kasper Madsen, sekretariatschef i foreningen Spejderne i en pressemeddelelse.