Investor udvider engagement i Engsø Gruppen
Industri Udvikling ejer nu 42 procent af aktierne i entreprenørkoncernen Engsø, hvor selskabet har været medejer siden 2006.
For at fastholde og styrke den positive udvikling har Engsø Gruppen valgt at sælge yderligere 6 procent af aktierne til den kapitalstærke medaktionær, Industri Udvikling, som dermed nu ejer 42 procent. Aktierne bliver i selskabet i form af arbejdskapital og vil således være med til at styrke koncernens likviditet.
- Industri Udvikling er vores største medaktionær og en stærk rygstøtte i forhold til at nå vores mål om at tjene 5 procent før skat. Derfor giver det god mening, at vi i en tid med positiv udvikling giver Industri Udvikling en større andel i koncernens succes, samtidig med, at vores finansielle mål bliver gjort mulige, siger Per Engsø Larsen, adm. direktør i Engsø Gruppen.
En stærk spiller i industrien
For Industri Udvikling handler investeringen om en forventet stærk fremtidig indtjening og et langsigtet potentiale i entreprenørvirksomheden.
- Engsø Gruppen a/s repræsenterer det bedste af mellemsegmentet i den danske byggeindustri. Selv under krisen har de skabt vækst, og altid med fokus på bundlinjen. Den seneste udvikling viser, at selskabet nu er moden til for alvor at styrke indtjeningen. Derfor er det interessant for os som investeringsselskab at udvide vores interesse i selskabet, forklarer Lars Blavnsfeldt, der er administrerende direktør i Industri Udvikling.
Vil styrke egenkapitalen
Gennem de seneste år har Engsø Gruppen investeret markant, og intet mindre end ni selskaber er blevet en del af koncernen, som nu består af et administrativt hovedsæde i København med håndværks- og entreprenørvirksomheder fordelt over hele landet.
- I årene frem til 2012 foretog vi en række organisatoriske investeringer, som var nødvendige for at nå dertil, hvor vi står nu. Det påvirkede det samlede resultat, men har samtidig skabt en solid platform for en bæredygtig indtjening. Vi har nået den ønskede størrelse samt synlighed, og vil nu fokusere på at øge vores egenkapital og få en større grad af soliditet. Med en god ordrebeholdning og den seneste udvidelse af Industri Udviklings ejerandel af aktierne, er der skabt et solidt udgangspunkt for dette, siger Per Engsø Larsen.