23948sdkhjf

Nu går spaden i jorden til fængsel

Anlægsarbejdet er den ene af tre entrepriser på udvidelsen af Sdr. Omme Fængsel

Gravemaskinernes indtog ved Sdr. Omme Fængsel markerer kulminationen på mere end tre års forberedelse og planlægning. De næste to år skal håndværkere etablere 200 nye pladser i fængslet på det sydjyske fængsel, så den samlede kapacitet bliver 422 pladser, hvilket gør det til Danmarks største fængsel. 

Arbejdet blev officielt skudt i gang med et første spadestik den 2. oktober med deltagelse af blandt andet justitsminister Peter Hummelgaard (S) og direktør i kriminalforsorgen Ina Eliasen.

I den første del af byggeriet vil modning af den cirka 18 ha store byggegrund præge arbejdet. Anlægsentreprisen står Ivan Jakobsen A/S for, oplyser totalrådgiver Alex Poulsen Arkitekter i forbindelse med første spadestik. 

Udbuddet  af selve bygningsentreprisen og sikringsentreprisen pågår fortsat og ventes afgjort i løbet af efteråret.

Som tidligere beskrevet blev fem entreprenører, 5E Byg, Hansen og Knudsen, K.G. Hansen, MT Højgaard og Nordstern, i sensommeren prækvalificeret for bygningsentreprisen på kapacitetsudvidelsen af fængslet. Forventet endelig kontrahering er ifølge Projektagenten, Licitationens søsterdatabase til overvågning af udbud og projekter, den 7. november i år.

Projektet er udarbejdet af rådgiverteamet bestående af totalrådgiver Alex Poulsen Arkitekter med Viborg Ingeniørerne A/S og Bara Land som underrådgivere, samt Cowi/Rambøll som sikringsrådgivere.

200 fleksible pladser

Sdr. Omme Fængsel er i dag et åbent fængsel med 222 pladser, men som en del af kriminalforsorgens flerårsaftale 2022-25 blev aftalepartierne øge kapacitet til samlet 422 pladser.

Sdr. Omme Fængsel består i dag af en bygningsmasse på cirka 28.000 kvm. Udvidelsen sker i tilknytning til det eksisterende fængsel og dermed på fængslets egen matrikel. Derfor skal der blandt andet etableres perimetersikring, adgangsvej og parkeringspladser. 

Selve udvidelsen betyder yderligere 19.000 kvm. Afsnittet udgør i sig selv et fuldt funktionelt fængsel og omfatter en portbygning med ankomst, besøg sundhedsafsnit og varemodtagelse, tre belægsbygninger, beskæftigelses- og undervisningsbygninger, idræts- og fritidsfaciliteter samt diverse supportfunktioner. 

De 200 nye pladser er fleksible pladser. Det vil sige, at de som udgangspunkt er lukkede fængselspladser, men også kan ombygges til arrestpladser eller anvendes som åbne fængselspladser, hvis der opstår et særligt behov.

Pladserne forventes idriftsat ultimo 2025.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11