23948sdkhjf

20 MW solceller – det er en ommer

20 MW solceller om året er alt for lidt, lyder kritikken fra solcellebranchen, der opfordrer partierne bag energiforliget til at lave en helt ny strategi i stedet for at lave uholdbare lappeløsninger.
Tirsdag fremsatte regeringen et ændringsforslag, der indebærer et loft for solcelleudbygningen på 20 MW om året. Men forslaget er skadeligt for både solcellebranchen og den grønne omstilling, lyder det fra flere aktører i branchen.

Partierne bag energiforliget aftalte sidste år, at staten frem mod 2020 skal investere i 800 MW solceller, men alene igennem det seneste halvandet år er der installeret 490 MW, hvortil kommer yderlige 150 MW i en overgangsordning. Så allerede på nuværende tidspunkt er de 640 ud af de 800 MW installeret, hvilket ganske givet er baggrunden for, at forligspartierne nu sætter bremsen i og fremover kun vil give en forhøjet støtte til 20 MW om året. Men det er den helt forkerte vej at gå, mener blandt andet Dansk Solcelleforening.

Læs også: Her er de nye solcelleregler

Behov for helt ny strategi
- 20 MW solceller om året er ikke nok til at holde en branche i live. Politikerne må hurtigst muligt i gang med at kigge på en langsigtet og sammenhængende grøn klimastrategi, hvor også solceller har en central plads, siger formand for Dansk Solcelleforening, Jørn Bue Madsen til Building Supply.

- Grænsen på de 800 MW sol er taget ud af den blå luft, vi skal op på omkring 4000 MW i 2020, før vi har det rigtige miks i mellem sol og vind. Man skal helt væk fra den størrelse der hedder 800 MW sol og have tænkt det her om. Der er man altså nødt til at lytte til de kloge hoveder i forskningsverdenen – de ved hvad de taler om, og de siger, der skal være en andel af 20 procent sol og 80 procent vind, forklarer han. Og her får han opbakning fra blandt andre Dansk Byggeris direktør, Michael H. Nielsen:

- Vi ved fra forskerne, at et miks i Danmark med 20 procent solenergi og 80 procent vindenergi sikrer en optimal og sikker energiforsyning. Med en maksimal udbygning med solstrøm på 20 MW per år frem mod 2020 er der udsigt til et forhold mellem sol-el og vindstrøm på 4 til 96, siger han i en pressemeddelelse.

Direktøren fra Dansk Byggeri mener lige som Jørn Bue Madsen, at der er brug for en helt ny og sammenhængende strategi, der ikke forsat vil spænde ben for solcellebranchen.

- De seneste måneders ekstreme udsving i markedsvilkårene for solceller har medført, at investorerne har mistet tilliden til markedet for udbygning af den vedvarende energiforsyning og ikke tør bruge penge på et marked i fatal slingrekurs, siger Michael H. Nielsen i pressemeddelelsen, hvor han fortsætter:

- Energiforligskredsen har plantet en virus i programmet for solceller, som smitter af på hele systemet for vedvarende energi i Danmark. De har forsøgt sig med det ene antivirusprogram efter det andet, men har kun gjort ondt værre. Der er behov for at udskifte hele harddisken og genstarte systemet.

Skader branchen
Også Tekniq Installatørernes Organisation er ude at kritisere, den nyeste ændring i støtten til solceller.

– For et halvt år siden så vi bred politisk opbakning til en ændring af reglerne, som forringede markedet betydeligt. Men der var trods alt nogle rammer og nogle muligheder for nye vækstmarkeder. Nu ændrer politikerne igen retning, og det gør det altså nærmest umuligt at skabe tillid på markedet, siger adm. direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen i en pressemeddelelse. Og han fortsætter:

- Vi ser lige nu politikerne forvolde stor skade på hele området for vedvarende energi. Hvorfor skulle en virksomhed prioritere at bruge ressourcer på at efteruddanne medarbejdere til at kunne installere for eksempel solceller, når der er risiko for, at rammebetingelserne i morgen er nogle helt andre end i dag?

Læs også: Direktør: Det her koster arbejdspladser

Hos Dansk Solcelleforening opfordrer formanden nu politikerne til at tænke på de mange arbejdspladser, der bliver berørt af den seneste ændring.

- Jeg vil mindeligt bede politikerne kigge på det her, for 20 MW er ikke nok til at fastholde de mange tusinde arbejdspladser. Solcellebranchen er det industrisegment, der fik skabt flest arbejdspladser sidste år, og det må man ikke tabe på gulvet nu, fordi man er visionsløs. Der skal meget mere vision ind i dansk politik. Regeringen gik på valg på sin grønne vision, hvor er den henne nu, siger Jørn Bue Madsen til Building Supply.

Faste rammer er det vigtigste
Mens flere aktører i branchen understreger, at et årligt loft på støtte til 20 MW solceller vil koste mange jobs i solcellebranchen, så hæfter Dansk Energi sig ved, at en udbygning med 20 MW solceller om året stadig er langt bedre end i årene 2005 til 2011, hvor der blev installeret omkring 300 anlæg om året. Ifølge Dansk Energi vil en udbygning på 20 MW svare til 3.300 anlæg årligt.

- Selvom udbygningstakten i de kommende år bliver væsentligt lavere end i jubelåret 2012, så vil sol i de kommende år vokse hurtigere, end det vi tidligere har oplevet. Det er afgørende, at alle kan stole på, at rammerne ligger fast. Oven på den meget store forvirring skal kunderne og aktører i markedet nu have ro til at genopbygge troen på, at støttesystemet ikke konstant er under forandring, siger adm. direktør for Dansk Energi, Lars Aagaard, i en pressemeddelelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094