Du kan nu søge puljer til din grønne rejse

Behovet for den grønne omstilling er en agenda, der har en stor indflydelse på formentlig så som alle afkroge af det danske samfund.
I få brancher fylder bestræbelserne for mere bæredygtige metoder og arbejdsgange mere end i byggeriet, der tegner sig for en ganske betragtelig del af CO2-udledningen herhjemme.
Fra årsskiftet har der været indført nye klima- og dokumentationskrav for nybyggeri på over 1000 kvm, der til næste år også vil gælde for mindre nybyg. Men lige så vigtigt bliver det også i stigende grad en konkurrenceparameter, at man som byggevirksomhed - små såvel som større - er i stand til at levere i denne nye, grønnere virkelighed.
Som mester i en mindre eller mellemstor virksomhed kan der være mange årsager til, at man alligevel hænger lidt i den grønne bremse. Måske man afskrækkes af et område med en stigende grad af kompleksitet og administrative byrder. Eller også kan pengene til de økonomiske investeringer til rådgivning eller nyt maskineri være svære af finde i budgettet.
Hjælp at hente
Men frygt ej. Den 13. september åbnede SMVdanmark for to nye puljer, du som virksomhedsleder kan ansøge som hjælp til din virksomheds grønne rejse. Det skriver revisionshuset BDO i sit nyhedsbrev Depechen.
Hvem kan ansøge?
Der foreligger en række kriterier, din virksomhed skal efterleve, hvis du vil søge en af puljerne.
- Skal beskæftige mellem 2-249 årsværk, disse data er tilgængelige på seneste registrering på CVR.dk
- Skal have mindst ét afsluttet årsregnskab
- Må ikke være en del af en offentlig forvaltning eller modtage offentligt tilskud, der udgør mere end halvdelen af driftsudgifterne
- Skal have dansk CVR-nummer
- Skal leve op til EU’s kriterier for definitionen af en SMV
- Virksomheder der godkendes til at deltage i SMV:Grøn, skal underskrive en SMV-erklæring.
Kilde: BDO Danmark
Den ene hedder SMV:Grøn. Det er en voucherordning, hvor din virksomhed kan søge om tilskud til investeringer, rådgivning eller en kombination heraf – med det formål at komme videre på den grønne rejse mod at reducere ressourceforbrug og affaldsmængder.
Den anden pulje har navnet SMV:Grønne Kompetencer. Det er forløb, der gennem målrettede kompetenceløft klæder medarbejdere, ledelse og bestyrelse på til at løfte de strategiske beslutninger, konkrete nye opgaver og EU-krav, der følger med den grønne omstilling.
3 gode råd
BDO stiller tre spørgsmål, der er værd at tænke over en ekstra gang, når man er i gang med ansøgningsprocessen.
- 1. Hvor stort tør du drømme? Mange projekter vil bringe forandring med sig. Tør du at gøre op med gamle vaner og drømme stort, for at bedre resultater kan opnås.
- 2. Er din projektbeskrivelse skarp? I alle projekter er det vigtig at have formålet med projektet for øje - altså hvilken udfordring er det, projektet skal bidrage til at løse og hvordan. De fleste puljer har et fokus eller tema, det er derfor vigtigt, at formuleringen af dit projekt taler tydeligt ind i det også.
- 3. Har du de nødvendige ressourcer, der kan gøre projektet til en succes? For at dit projekt kan forblive en succes, er det afgørende at have de nødvendige ressourcer, der kan forankre projektet i den daglige drift.
Kilde: BDO Danmark