Med robotter og fast track har København afviklet byggesagspuklen
På et år har Københavns Kommune nedbragt beholdningen af byggeansøgninger fra knap 1.500 til 420 sager.
Det betyder, at kommunen ikke længere har en pukkel af byggesager, der venter på at blive færdigbehandlet.
At sagsbeholdningen er nedbragt med over 1.000 sager på et år, kan også aflæses i den tid ansøgerne venter på en afgørelse. I dag tager det i gennemsnit 139 dage at få en byggetilladelse, mens det for et år siden i gennemsnit tog 259 dage.
Det er helt afgørende for, at vi kan få en kortere sagsbehandlingstid, så virksomheder og københavnere ikke skal vente urimeligt længe på at få behandlet en byggetilladelse, og jeg vil holde godt øje med, at den gode udvikling fortsætter, Line Barfoed, Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er glad for, at indsatsen har båret frugt og vil følge området tæt i den kommende tid.
- Byggesagsbehandlerne har knoklet for at få nedbragt sagspuklen, og der er blevet skruet på alle knapper for at nå i mål. Det er helt afgørende for, at vi kan få en kortere sagsbehandlingstid, så virksomheder og københavnere ikke skal vente urimeligt længe på at få behandlet en byggetilladelse, og jeg vil holde godt øje med, at den gode udvikling fortsætter, siger hun i en pressemeddelelse.
Præget at stigende travlhed i byggeriet
Forvaltningen benytter en prognosemodel. Den peger på, at nye sager – i gennemsnit – vil kunne overholde de såkaldte servicemål fra juli i år. Men det er stadig for tidligt at kunne konkludere.
Teknik- og Miljøforvaltningen har tidligere, som mange af landets øvrige kommuner, været udfordret af lange sagsbehandlingstider og voksende byggesagsbunker. Det skyldes primært, at et nyt nationalt bygningsreglement blev rullet ud fra 2018 uden de nødvendige vejledninger til byggeansøgere og kommuner.
Derudover er byggesagsområdet i København præget af en høj kompleksitet og med et stærkt stigende byggeri over de seneste seks år fra cirka 365.000 m2 til 670.000 m2 nybyggeri om året. Det har også øget presset på byggesagsbehandlingen.
En række tiltag
Teknik- og Miljøforvaltningen har de seneste år iværksat en lang række tiltag for at få nedbragt sagsbunken, og et bredt, politisk flertal har over flere omgange afsat penge til indsatsen.
Der er blandt andet oprettet specialiserede teams i altansager. Der er indført robotter, der kan spare tid i sagsbehandlingen. Blandt andre Ændrea, der kan sammenligne oplysninger, når der indsendes nyt sagsmateriale.
Derudover har forvaltningen en aftale med en ekstern partner, der tager sig af dele af det sagsforberedende arbejde, og så er der etableret fast track af flere sagstyper og straksafklaring af andre.
Der er også blevet oprettet et kontaktcenter, hvor byggeansøgere kan ringe ind og få en status på en aktuel byggesag.
Forvaltningen har også styrket dialogen med byggeansøgere og byggebranchen for at minimere fejl i byggeansøgningerne. I øjeblikket er der sagsforlængende fejl i op til 70 pct. af de byggeansøgninger, forvaltningen modtager.