Borgmester om fremtiden for tunnelfabrikker: Forligskredsen er enige
- Forligskredsen er fuldstændig enig. Jeg hører ingen, som er uenige i, at fabrikkerne skal blive stående.
Sådan lyder det fra borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), efter at et lovforslag om bevarelse af tunnelfabrikkerne er sendt i høring hen over sommer.
Schou Rasmussen forventer blandt andet, at ringvejen øst om København bliver en realitet, og derfor bliver der brug for fabrikkerne. Derudover er fabrikken oplagt til den grønne omstilling og produktion af vedvarende energi, lyder det fra borgmesterkontoret.
- De nye vindmøller er så store, og vi vil mangle havnekapacitet, så både arbejdshavnen og produktionsanlægget er oplagt at avende til dette også, siger Holger Schou Rasmussen.
Lovforslag efter sommer
Transportminister Thomas Danielsen (V) forventer at fremlægge forslaget efter sommerferien, oplyste han i et brev til Transportudvalget hen over sommerferien.
Som tidligere omtalt er det tanken, at Sund & Bælt skal være ejer af et selvstændigt selskab, som bliver den fremadrettede ejer af tunnelelementfabrikken, arbejdshavn m.v. ved Rødbyhavn.
Dette vil sikre, at produktionsfaciliteterne er under statslig kontrol og kan stilles til rådighed i forbindelse med gennemførelse af statslige projekter, hedder det lovforslaget.
Udover selve tunnelfabrikkerne omfatter ændringen både arbejdshavnen, oplagsområder og tunnelbyen ved siden af byggepladsen.
Bygningerne, arbejdshavnen mv. vurderes at have en teknisk restlevetid på 20-30 år efter produktionen af tunnelelementer til Femern-forbindelsen.
Der er frist for høringen den 18. august. Loven med ændringer forventes at kunne træde i kraft den 22. december 2023.