23948sdkhjf

Dobbelt op på børnehuse i Vejen

Vinderforslaget for de to projekter samlet i én totalrådgiverkontrakt refererer blandt andet til en lokal vandmølle

Borgere i Vejen, især de mindste af dem, kan se frem til to nye daginstitutioner. Skala Architecture har nemlig vundet konkurrencen om børnehusene Askov-Malt og Kongehøj.

De to projekter i Vejen er samlet i én totalrådgiverkontrakt og har en samlet anlægssummen på 40 mio. kr.

Kongehøjen bliver cirka 1.300 kvm og får plads til 140 børn fordelt på fire børnehavegrupper og fem vuggestuegrupper. Askov-Malt bliver noget mindre med cirka 780 kvm, der giver plads til 80 børn fordelt på fire børnehavegrupper.

Arkitekterne fra den østjyske tegnestue har ambitioner om at integrere landskabet som legeplads i de nye børnehuse for at vække både sanser og fantasi hos byens børn.

- Vi ønsker, at det fremtidige udelandskab knyttet til børnehusene skal indeholde samme kvaliteter som det egnskarakteristiske lokalområde. Det skal støtte op om børnenes daglige udfoldelse via naturens mange iboende kvaliteter som lærings-, bevægelses- og fordybelseslandskab, fortæller Julie Ankjær, kreativ chef hos Skala Architecture, i en pressemeddelelse.

OJ Rådgivende Ingeniører til tilknyttet som underrådgiver.

Bedømmelsesudvalget om Skala Architectures vinderforslag

Fra bedømmelsesrapporten lyder det blandt andet om vinderprojektet:

- Projektet fremstår samlet set meget overbevisende og gennemarbejdet med en god balance mellem materialevalg, bygbarhed, bæredygtighed og økonomi samt funktionelle og indlevede rammer for daginstitutionen – både ude og inde.

Der er også lagt vægt på sammenhængen mellem de to institutioner, der alligevel har hver sine kendetegn:

- Forslaget lever med sin arkitektur og disponering på fortrinlig vis op til lokalplanernes intentioner om bebyggelsens skala, arkitektonisk udtryk og sammenhæng med de eksisterende bebyggelser. […] Slægtskabet er tydeligt institutionerne imellem. Alligevel understreges stedsligheden med valg af gule teglsten i Kongehøj, der genfindes i parcelhuskvarteret, og røde teglsten i Askov‐Malt med reference til den lokale skole.

Hvor der er hjerterum, er der legerum

Begge børnehuse bliver bygget op om det, arkitekterne beskriver som hjerterummet. Det skal udgøre husets kerne, hvorfra forskellige aktivitetsrum kommer til at udspringe.

- Fra hjørnerne af hjerterummet tilkobles funktionsvingerne, som vinger på en vindmølle, fortæller Julie Ankjær og tilføjer:

- Vingerne og hjerterummet fremstår som nedskalerede bygninger med karakteristiske saddeltage med ’plan’ top, der bindes sammen af en gennemgående fladtagsbygning. Denne tagformation og materialebearbejdning nedskalerer både bygningsvolumenet i mindre enheder, og trækker taget ned langs facaderne, så huset føles intimt og imødekommende for selv de mindste.

Formen refererer desuden til den lokale vandmølle.

De nye daginstitutioner tages i brug i sommeren 2025.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109