Aarhus-entreprenør vinder bolig-byport i Farum
Raundahl & Moesby har fået til opgave at opføre et godt 7.900 kvm boligbyggeri i den centrale del af Farum for Dades og Sophienberg Gruppen.
Byggeriet, der kaldes 'Kulturporten', skal ifølge folkene bag fungere, som en arkitektonisk byport og omfavne grønne uderum, kreative kulturhus og bytorv.
- Med vores specialenhed Teknik & Design og muligheden for at trække på de stærkeste fagkompetencer på tværs i virksomheden er det med de helt rette konstruktionsprincipper lykkedes os at lande dette spændende projekt, siger projektudviklingsdirektør hos entreprenørselskabet fra Aarhus, Morten Jensen, i en pressemeddelelse.
Sophienberg Gruppen står sammen med Dades som bygherrer og Nrep bag projektet.
Lokale succeskriterier
Byggeriet Kulturporten rummer i alt 90 boliger – to-, tre-, fire- og femværelseslejligheder med altan orienteret mod de grønne omgivelser og kulturhuset. Desuden vil bebyggelsen indeholde en beboercafe og en 2.900 kvm stor parkeringskælder.
Bebyggelsen skal desuden leve op til en række funktions- og kvalitetskrav, som Furesø Kommune har opstillet som succeskriterier for at tilføre området både arkitektonisk, bæredygtig og boligmæssig kvalitet.
Den overordnede disponering af bebyggelsen, friarealer og beplantning skal således tilføre området en karakteristisk bymæssig identitet, som del af det centrale Farum.