Dansk arkitekt løfter design-sløret for to projekter i Kina
Schmidt Hammer Lassens Shanghai-kontor er ved at lægge sidste hånd på to store kulturprojekter i Shanghais nye kulturdistrikt West Bund.
Der er tale om West Bund Grand Theater og West Bund Art Center.
Teateret bliver det første ved vandet i Kina, der er skabt specielt til musicals. West Bund Dome Art Center ligger ved siden af og består af en tidligere cementfabrik, som ombygges til at kunne huse forskellige events.
Det hurtigt voksende område West Bund ligger langs bredden af Huangpu-floden lige syd for centrum af byen og bliver Asiens største kulturdistrikt, når det står færdigt.
Selve teateret er planlagt til at stå klar i 2024. Designet er inspireret af det bevægende vand i Huangpu-floden og rummer et 1.600-sæders hovedauditorium til musicals og et 200-sæders intimt black-box-teater til eksperimentelle forestillinger.
I West Bund Dome Art Center, som skal stå klar til september, bliver der plads til 2.500 siddende gæster. Det er designet til at kunne huse alt fra kunstudstillinger og koncerter til sport og andre sammenkomster.