Støber kunst-kuppel med robotteknologi
Kunstmuseet ARoS i Aarhus er ved at blive udvidet med en ny tilbygning kaldet "The Next Level". Bygningen har en ambitiøs kuppelformet struktur kaldet 'The Dome'.
I arbejdet med den særlige konstruktion har entreprenøren Aarsleff og Peri Danmark indgået et samarbejde med Odico, der leverer robotteknologi til byggeindustrien.
Det fynske firma har modtaget en ordre på 24 specielle støbeforme, der skal bruges til at støbe den nederste ringmur af 'The Dome'. Formene kombineres med Peris standard forskalling for at opnå større bygbarhed samt sikre nem håndtering og implementering.
De robotfremstillede forme skal give en visuelt imponerende betonoverflade, der eliminerer behovet for yderligere byggematerialer og fremhæver den rå strukturs skønhed, lyder det i en pressemeddelelse.
15 og 40 meter
Aarsleff er hovedentreprenør på museumsprojektet og startede med at etablere byggepladsen i begyndelsen af juni 2022. I processen er kørt cirka 1.600 lastvogne fyldt med jord væk.
The Next Level er udviklet af Schmidt Hammer Lassen i samarbejde med ARoS og den verdenskendte amerikanske kunstner James Turrell. Domen får en loftshøjde på 15 meter og en diameter på 40 meter.
Man forventer, at det samlede byggeri skal stå klar i 2025.
Udviklingsprojekt til realitet
Odicos bidrag til projektet tager afsæt i det nationale forsknings- og teknologiudviklingsprojekt, ThermoForm. Teknologifirmaet har siden foråret 2021 været ledende partner i projektet, hvor parter fra dansk forskning og byggeindustri arbejder med udvikling af en ny metode for robotdrevet højhastigheds-3D-print af hærdeplast støbeforme.
I løbet af projektets første to år har forskningen og teknologiudviklingen i projektet hos Odico resulteret i en supplerende produktionsproces, der nu er omsat til bidraget til ’The Dome’ -projektet – firmaet første kommercielle leverance.
Odico forventer, at museums-bidraget vil resultere i flere interessante kommercielle løsninger i ind- og udland for fremstilling af 3D-printede støbeforme.