Dansk landskabsarkitekt vinder igen i Storbritannien
For fjerde gang har SLA vundet opgaven med at udføre en masterplan i Storbritannien.
Senest er landskabs- og byrumsmasterplanen for et nyt innovationsdistrikt i Manchester kommet i hus. Projektet er et samarbejde mellem ejendomsudvikleren Bruntwood SciTech og University of Manchester.
For SLA og resten af designteamet har opgaven været at forvandle universitetsområdet til et "åbent og naturfyldt areal med grønne oaser mellem kvarterets kulturinstitutioner og mange arbejdspladser".
Projektfakta:
- Sted: Manchester, Storbritannien
- Klient: Bruntwood SciTech og University of Manchester
- Masterplanlægger og landskabsarkitekt: SLA
- Samarbejdspartnere: Allies and Morrison, Stanhope, Deloitte, ARUP, Stephen Levrant Heritage Architecture, Useful Projects, Ekosgen og Arcadis
Bevarelsen af byens stærke kultur- og industriarv har været helt central i udviklingen af masterplanen.
- Jeg husker tydeligt mit første møde med Manchester; røde murstensbygninger og hvælvinger, kanaler, mad, cool kvarterer og en historie, der går tusindvis af år tilbage. Manchester er så autentisk, at den aldrig forlader din sjæl efter et besøg - og det er netop dén sjæl, vi har indlejret i den nye masterplan. Både via bevarelse af udvalgte byrum og bygninger, men også ved at styrke forbindelsen til de omkringliggende kvarterer. På den måde sikrer vi, at masterplanen kommer til at omfavne hele Manchesters unikke ånd og identitet, siger Rasmus Astrup, partner og designdirektør hos SLA, i en pressemeddelelse.
Her lyder det videre, at byfornyelsen af innovationsdistriktet er "en helt unik mulighed for at styrke Manchesters økonomi samtidigt med at den sociale udvikling fremmes og miljøet beskyttes i mange generationer fremadrettet".
ID Manchester er designet i tæt samarbejde med Allies and Morrison, Stanhope, Deloitte, Arup, Stephen Levrant Heritage Architecture, Useful Projects, Ekosgen og Arcadis.
SLA er også masterplanlægger og landskabsarkitekt for Silvertown Royal Docks i East London, One Euston-projektet i Camden samt landskabs- og masterplandesigner for Earls Court Development i Kensington & Chelsea.