Ordrebøgerne vokser i installationsbranchen
Der er godt gang i den ude hos de danske el- og vvsinstallatører, som har ordrer flere måneder frem.
Det skriver brancheorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne i sit seneste nyhedsbrev med henvisning til nye tal fra Danmarks Statistik.
Tallene viser, at elinstallatørernes ordrebøger i juli er fyldte 7,9 måneder frem. Det er en stigning på 0,2 måneder sammenlignet med måneden før.
Hos vvs- og blikkenslagervirksomhederne er ordrebøgerne fyldte 5,9 måneder frem svarende til en stigning på 1,5 måneder.
Ifølge Julie Svendsen, der er økonom i Tekniq Arbejdsgiverne, kan ordresituationen være udtryk for flere forskellige faktorer:
- Det kan være et udtryk for, at forbrugerne har et mere positivt syn på økonomien og føler, at vi er kommet igennem krisetiden. På den anden side, kan det være et tegn på, at de forbereder sig på mørkere tider med energibesparende løsninger, siger hun og fortsætter:
- Vi glæder naturligvis over den positive udvikling i installationsbranchen, som i høj grad er med til at drive den grønne omstilling. Tallene understreger dog - sammenholdt med de lave optagelsestal på erhvervsskolerne og fremskrivningerne for arbejdskraft-behovet de kommende år, at der skal endnu mere fokus på at sikre tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne.