Analyse: Det bliver kun sværere endnu at få faglærte
Ifølge Tekniq Arbejdsgiverne viser en ny analyse fra Tænketanken Europa, at Danmark vil have 104.000 færre personer med en faglært uddannelse i 2030. Tendensen går igen over hele EU.
- Helt åbenlyst betyder det, at de virksomheder, som allerede i dag har svært ved at finde faglærte medarbejdere kan forvente en endnu mere intens konkurrence om at rekruttere personer med de kompetencer, som de efterspørger i fremtiden, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne.
Det er netop den situation mange af de medlemsvirksomheder, Tekniq Arbejdsgiverne repræsenterer, allerede står i. Derfor er der behov for politisk handling.
- Det her understreger behovet for, at politikerne gør det lettere at hente kollegaer fra for eksempel EU-kandidatlande, siger hun.
Den strukturelle mangel på faglærte forværres med en hastighed, hvor det ikke alene vil påvirke virksomhederne på bundlinjen. Det vil også påvirke Danmarks evne til at levere på den grønne omstilling.
En anden analyse – som Tekniq Arbejdsgiverne har bidraget til – viser, at den grønne omstilling vil medføre en jobefterspørgsel på 50.000 personer pr. år frem til 2030, hvoraf langt de fleste af disse forventes at skulle blive besat af faglærte og ufaglærte.