Efter letbanestop: Skal skifte 24 facadeankre
Trafik på en stor del af Odense Letbane har været indstillet, siden et facadeanker rev sig løs natten mellem den 10. og 11. juni.
Siden har letbanen og den spanske entreprenør, Comsa, sendt trusler frem og tilbage. Og i mellemtiden er facadeankrene, som holder ophænget til køreledninger på plads, blevet set efter i sømmene.
Odense Letbane har nu afsluttet de omfattende undersøgelser, og de kommende dage skal der foretages række udbedringer.
I alt er mere end 30 facadeankre på ældre bygninger blevet undersøgt. 10 af disse ankre er udbedret eller på vej til at blive det.
I forlængelse af undersøgelserne har Odense Letbanes rådgiver, Cowi, gennemgået samtlige facadeankre – og vurderet, at der på i alt 24 ankre, monteret på nyere byggerier, mangler fyldestgørende dokumentation for korrekt udført arbejde.
- På den baggrund har vi besluttet at montere nye ankre tæt på de eksisterende alle 24 steder, der fordeler sig på otte adresser i det centrale Odense. Det er et tiltag, vi gerne havde været foruden, men fordi det handler om sikkerhed, går vi ikke på kompromis, siger Dan Ravn, adm. direktør ved Odense Letbane, i en pressemeddelelse.
Kører igen om en uge
- Med den plan, vi har for de tilbageværende opgaver, vil jeg forvente, at letbanen er tilbage i fuld drift mod slutningen af uge 28, siger Dan Ravn, adm. direktør ved Odense Letbane.
Han tilføjer, at tidsplanen kan blive påvirket af flere forhold, blandt andet vejret i tilfælde af kraftig regn og blæst, som i nogen grad har præget de seneste dage.
Odense Letbane indstillede driften mellem Albani Torv og Ikea natten mellem 10. og 11. juni på grund af det løsrevne facadeanker på Nyborgvej. Fra 15. juni blev driftstoppet udvidet til også at omfatte den nordlige strækning mellem Tarup Center og Albani Torv.