Udfordrende start for spærfabrik
Ejere skyder ny kapital i WoodCon efter første regnskabsår med underskud.
Og den ellers optimistiske ejerkreds må sande, at det koster mere end forudset at opstarte og etablere virksomhed. Således blev det i 2012 til et negativt resultat før skat på 4,7 mio. kr. I alt har virksomheden haft anlægsaktiver for 4,5 mio. kr.
Som følge af det negative resultat er virksomhedens likviditet ringere end ventet. Derfor har kapitalejerne primo 2013 skudt yderligere lånekapital på 1,5 mio. kr. ind i virksomheden for fortsat at kunne opfylde selskabets kreditfaciliteter. Dermed er virksomhedens fortsatte drift sikret.
WoodCon, der producerer og sælger spær, er beliggende på det gamle Løve Savværk i Bryrup. Og ifølge ledelsen er der nu ved at være så godt gang i aktiviteterne, som man håbede på ved opstarten. Både ordretilgang og ordrebeholdning svarer nu til forventningerne.
WoodCon beskæftiger pt. 16 medarbejdere og sælger primært til det professionelle marked via landets tømmerhandlere.