Millionregning til kommune: Superliga-stadion bliver dyrere
10 mio. kr.
Så meget lyder ekstraregningen for at gøre Hvidovre Stadion klar til superligafodbold, skriver sn.dk.
Kommunalbestyrelsen godkendte i slutningen af maj at bruge 15,8 mio. kr. til at opgradere faciliteterne, men det har altså vist sig langt fra at være nok.
Årsagen er øgede krav til brandsikkerhed, som gør, at der skal etableres en ny tribune og flere flugtveje, oplyser Hvidovre Kommune til det lokale medie.
I det oprindelige projekt var der lagt op til fire ekstra tribuner, som altså nu laves op til fem, der alle får tilføjet en ekstra bagudvendt trappe, som skal fungere som flugtvej.
Hvor pengene skal findes, skal Kommunalbestyrelsen nu tage stilling til.
De første 4,2 mio. kr. kan hentes inden for det allerede afsatte budget, da andre dele er blevet billigere end forventet. Det gælder blandt andet græstæppet og VIP-faciliteterne.
Hvidovre Kommune arbejder på at overholde den oprindelige tidsplan for projektet. Hvidovre IF skal spille sin første hjemmekamp den 6. august.