Vejdirektoratet udvider motorvejsbroer og varsler vejarbejde frem mod 2026
Der er fortsat fuld gang i forberedelserne til udvidelsen af E45 Østjyske Motorvej, og trafikanterne har allerede fået en forsmag på de mange vejarbejdere, der er i vente de kommende år.
Nu har Vejdirektoratet sat gang i endnu et vejarbejde ved Aarhus, hvor de første to motorvejsbroer skal udvides for at gøre plads til de kommende spor.
Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Arbejdet medfører smallere kørespor og hastighedsnedsættelser til 80 km/t på en knap tre kilometer lang strækning nord for Aarhus S og op til motorvejskrydset ved Aarhus Vest.
En sikker passage
De to broer blev i sin tid bygget for at tage hensyn til det omkringliggende landskab og fungerer ifølge Vejdirektoratet som store faunapassager, hvor vandløb og dyreliv kan passere sikkert under motorvejen. De har derfor stor betydning for biodiversiteten og for spredning af arter i området, lyder det.
Broerne bærer motorvejen over henholdsvis Aarhus Ådal og Lyndbygård Å.
Da de to åer er særligt sårbare over for blandt andet oversvømmelser, håber Vejdirektoratet at kunne udnytte de milde sommermåneder til at komme godt fra start med udvidelsesarbejdet.
Arbejdet bliver udført af jord- og anlægsentreprenør MJ Eriksson.
Trafikale konsekvenser
Foruden de to nævnte motorvejsbroer sætter Vejdirektoratet inden længe også gang i to broudvidelser ved Hørning og ved Hasselager V langs Aarhus Syd Motorvejen.
Derfor vil der fra nu og løbende være vejarbejde på strækningen mellem Aarhus Syd og Aarhus Nord, og hastighedsnedsættelserne vil derfor være permanente frem mod 2026.
I en ny kampagne opfordrer Vejdirektoratet bilisterne til at lette på speederen ved vejarbejder og vise hensyn til de vejarbejdere, der skal færdes i arbejdsområdet.