23948sdkhjf

MT Højgaard sælger datterselskab

Der er nu sat endelig underskrift på, at Scandi Byg fremover bliver en del af Nordic Wood Industries

Så er det officielt. 

MT Højgaard Holding A/S har netop indgået aftale om at sælge datterselskabet Scandi Byg A/S med base i Løgstør til Nordic Wood Industries A/S, fremgår det af fondsbørsmeddelelse. 

Salgsprisen ventes at blive i niveauet 30 mio. kr.

Parterne indgik tilbage i januar et forpligtende samarbejde, hvor Nordic Wood Industries - med tidligere Scandi Byg-topchef Thomas Raunsbæk i front - fik option på at købe alle aktiviteter i Scandi Byg senest den 16. oktober 2023. Det er denne option, som Nordic Wood Industries altså nu har udnyttet.

Salget er betinget af de danske konkurrencemyndigheders godkendelse og ventes gennemført 31. december 2023.

Fastholder forventninger

Farvellet til Scandi Byg ændrer ifølge fondsbørsmeddelelsen ikke på MT Højgaard Holdings forventninger til 2023. Årsagen er, at "Scandi Byg rapporteres som ophørende aktivitet og således ikke indgår i koncernens omsætning og driftsresultat", fremgår det.

Forventningerne hos MT Højgaard Holding er for 2023 en omsætning i niveauet 9-9,5 mia. kr. og et driftsresultat før særlige poster på 200-225 mio. kr.

Koncernchef Henrik Mielke skriver i en kommentar, at salget betyder, at MT Højgaard Holding nu kan fokusere kræfterne på at udvikle den danske bygge- og anlægsforretning og de internationale aktiviteter.

- Scandi Byg får samtidig en langsigtet ejer, som kan sikre stabilitet og give medarbejderne de bedste betingelser for at udnytte mulighederne inden for bæredygtigt modulbyggeri, skriver Henrik Mielke videre.

Scandi Byg har de sidste par år været et problembarn for MT Højgaard Holding. Virksomheden har således haft store underskud i regnearkene og været igennem massive fyringsrunder som følge af svigtende ordreindgang og tabsgivende projekter. 

Efter salget vil MT Højgaard Holding have fire 100 pct.-ejede forretningsenheder. Det gælder MT Højgaard Danmark, Enemærke & Petersen, MT Højgaard Property Development og MT Højgaard International.

Passer godt ind

Nordic Wood Industries tæller de træbaserede virksomheder Nviro, Palsgaard Spær, Lilleheden, Roust Element, Roust Spær, Bisco Binder, Skandach Holzindustrie og fremover altså også Scandi Byg.

Og koncerndirektør hos Nordic Wood Industries, Thomas Raunsbæk, ser frem til at byde selskabet og de godt 175 medarbejdere velkommen i træfamilien, hvor han mener, de passer godt ind.

- Som koncern fokuserer vi på at gøre det nemt for byggeriet at bruge træbaserede løsninger, og med Scandi Byg ombord ser vi en mulighed for at kunne tilbyde endnu mere komplette løsninger i et tæt samarbejde med koncernens andre selskaber, siger han i en pressemeddelelse. 

Nordic Wood Industries

Nordic Wood Industries er producent og leverandør af træbaserede materialer og præfabrikation til bæredygtigt byggeri i Danmark og udvalgte lande i Nordeuropa. Koncernen består af virksomhederne Palsgaard Spær, Nviro, Lilleheden, Roust Element, Roust Spær, Bisco Binder og Skandach Holzindustrie.

Tilsammen beskæftiger Nordic Wood Industries over 550 medarbejdere med en samlet omsætning på mere end 800 mio. kr. Koncernens selskaber og produktionsfaciliteter er i dag fordelt på ni lokationer i ind- og udland.

Det er Thomas Raunsbæk, tidligere direktør i Scandi Byg, der sammen med de to hovedaktionærer, Holger C. Hansen og Asbjørn Berge, står i spidsen for koncernen. Asbjørn Berge er formand for bestyrelsen af Nordic Wood Industries.

Kilde: Nordic Wood Industries hjemmeside og CVR

Han bakkes op af adm. direktør hos Scandi Byg, Torben Bloch Nielsen:

- Nordic Wood Industries har et tårnhøjt fokus på den grønne omstilling, og det matcher i høj grad Scandi Bygs ambitioner om at kunne levere klimavenlige modulløsninger. På den måde komplimenterer Scandi Byg og Nordic Wood Industries hinanden rigtig godt.

Samarbejde fortsætter

Selvom Scandi Byg fremover bliver en del af Nordic Wood Industries, fortsætter samarbejdet med MT Højgaard Holding. 

Ifølge Thomas Raunsbæk vil MT Højgaard Holdning nemlig fortsat arbejde med leverancer fra Scandi Byg såvel som Nordic Wood Industries’ øvrige selskaber. 

- Det sker som led i MT Højgaard Holdnings fokus på at styrke den bæredygtige retning, lyder det. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047