OKNygaard genvinder driftskontrakt - og efterlyser flere med samme fokus
Det bliver også OKNygaard A/S, der de næste fire år skal stå for grøn drift og vintertjeneste i Herlev.
Anlægsgartneren har genvundet en driftskontrakt for kommunen - blandt andet grundet anlægsgartnervirksomhedens "dokumenterbare tilgang til miljømæssig bæredygtighed", skriver OKNygaard i en pressemeddelelse.
At kommunen stiller krav til miljø og bæredygtighed roses af OKNygaard og efterspørges i større stil.
- Det styrker den grønne omstilling, når vi som bydende virksomhed ’tvinges’ til at tænke miljøhensyn og bæredygtighed ind i vores løsninger. Det gør vi allerede i OKNygaard, men det er netop denne skubben på en grønnere udvikling, vi har efterspurgt længe, siger tilbudschef for OKNygaard Drift, Stig Hvelplund.
- Jo mere konkrete udbudskriterier fra kommunerne, jo bedre tilbud kan vi levere. Som et led i opgaveløsningen ved Herlev Kommune kører vores medarbejdere i elbiler, og maskinerne er eldrevne eller kører på HVO-biodiesel. Vi benytter elektronisk ruteplanlægning som en måde at begrænse transport, ligesom vi skal genbruge materialer. Det gøres for eksempel ved at anvende sand fra kommunens børnehavers sandkasser i blomsterenge eller ved at aflevere afklippede grene til foder i Zoologisk Have, fortsætter han.
Også kommunens biodiversitet skal øges. Som en del af udbudskravene har OKNygaard udarbejdet en plan for at skabe mere vild natur. Den involverer blandt andet workshops om biodiversitet og inspirationsture til forskellige lokationer, hvor grøn drift er blevet gentænkt.
Ifølge Stig Hvelplund er en af de bedste løsninger for at skabe biodiversitet på eksisterende arealer at omlægge måden, græsset bliver slået på:
- Derfor kommer vi til kun at klippe græsarealerne én gang om året og i forskellige etaper af hensyn til levestederne, siger han.
Kort om kontrakten
Driftskontrakten mellem OKNygaard og Herlev Kommune er gældende for en fireårig periode med start 1. april 2023. Kontrakten indeholder både grøn drift og vintertjeneste.
OKNygaard har 14 folk gående i Herlev Kommune for at løfte opgaven.
Den genvundne driftskontrakt med Herlev Kommune har kastet et pilotprojekt af sig, hvor OKNygaard sammen med SAC Biler A/S skal bruge de næste 12 måneder på at indsamle data om brugen af elbiler ved den type driftsarbejde, som anlægsgartnervirksomheden blandt andet udfører hos Herlev Kommune