Sverige og Rusland koster københavnsk arkitektfirma dyrt
Efter to år med millionoverskud må den københavnske tegnestue Juul Frost Arkitekter sande, at 2022 blev et underskudsår.
Bundlinjen viser således et minus på 1,7 mio. kr. i den netop offentliggjorte årsrapport for 2022. De to foregående år var det omvendt med resultater efter skat på 3,9 og 1,9 mio. kr. i henholdsvis 2021 og 2020.
Også bruttofortjenesten er også faldet betragteligt fra 23,7 mio. kr. i 2021 til 16,5 mio. kr. sidste år.
Arkitektfirmaets ledelse peger da også på, at meget er gået firmaet imod i året løb:
”Årets resultatet skal ses i lyset af den generelle nedgang i aktivitetsniveauet i branchen som helhed, både i Danmark og særligt Sverige, den markante svækkelse af den svenske krone og vores exit fra det Russiske marked,” skriver ledelsen således i årsrapporten.
Selskabet stoppede således af sine russiske aktiviteter i slutningen af februar på grund af Ruslands angreb på Ukraine. Tegnestuen havde ellers samarbejdet med russiske ejendomsudviklere om boligbyggeri og byplanlægning i Samara og Omsk i det sydøstlige Rusland.
Få dage det russiske stop, havde Juul Frost Arkitekter præsenteret Robert Fekete som partner og leder af det omtalte nyoprettede kontor i Stockholm, der officielt skal være til styrke firmaets position på det Skandinaviske marked.
Det lyder nu, at tilstedeværelsen i Sverige har resulteret i nye opgaver, herunder udviklingsplanen for Sundbybergs nye centrum.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 16,5 | 19,7 |
Resultat af primær drift | -1,9 | 4,9 |
Resultat før skat | -2,1 | 4,9 |
Årets resultat | -1,7 | 3,7 |
Balancestatus | 9,6 | 15,1 |
Egenkapital | 1,2 | 6,2 |
Antal ansatte | 27 | 30 |
Kilde: CVR |
International strategi
Tegnestue-toppen peger ikke overraskende også på positive historier i 2022. Herunder en række større landskabs- og byrumsprojekter og byggerier i Danmark så som udviklingen af tre større anlægsprojekter på Enghave Brygge i København for By & Havn, NPV og NRE.
Tegnestuen har også udarbejdet lokalplanmaterialet for Aller-grunden og den nye Hotel- og Restaurationsskole i København. Lokalplanen er godkendt primo 2023, bemærkes det dog uden opfølgning om det videre arbejde og byggeri.
Internationalt har Juul Frost Arkitekter i 2022 lagt en ny strategi for firmaets internationale tilstedeværelse og eksport af rådgivning på baggrund af vores exit fra det russiske marked, lyder det nu uden nærmere bemærkning om denne strategi.
Dog, fremgår det af årsrapporten, fortsætter arkitektfirmaet et samarbejde med ambassaden i Polen ”for at styrke vores position internationalt.”
Vil styrke partnergruppen
Nu er 2023 så i gang, og om det lyder det:
”På baggrund af vores tætte samarbejde med en bred vifte af forskellige bygherrer og de mange igangværende projekter er vi optimistiske med hensyn til det kommende regnskabsår.”
Hvad denne optimisme dækker over i forhold til kroner og ører, går ledelsen ikke i detaljer med, men fremhæver i stedet, at man blandt andet vil ”fortsætter sit fokus og engagement i Danmark, Sverige og Norge i det kommende år i forhold til offentlige og private bygherrer og styrker og udvider vores samarbejder med relevante aktører.”
Ser man konkret på det svenske marked lyder det, at man vil styrke tilstedeværelsen gennem ”et fortsat fokus på akkvisition af opgaver, særligt i Øresundsregionen.”
Desuden arbejder tegnestuen organisatorisk på at styrke partnergruppen og præcisere de enkeltes arbejdsområder.
Redaktionen arbejder på yderligere kommentarer fra Juul Frost Arkitekter.