Byudvikler får 200 millioner kroner og statsfond i ejerkredsen
Da, NREP-medstifter Rasmus Nørgaard sammen med blandt andet tidligere GXN-direktør Kasper Guldager Jensens etablerede udviklingsselskabet Home.Earth for to år siden, var ambitionen en ny vej for grøn ejendomsudvikling.
Tilgangen har nu fået Danmarks Eksports- og Investeringsfond (Eifo) til at skyde 200 mio. kr. i udviklingsselskabet samt indtage en rolle i ejerkredsen. Det skriver Børsen.
Millionerne er dels en egenkapitalinvestering, dels en låneaftale. Hvordan fordelingen mellem de to dele, oplyser parterne ikke.
Og det kræver – ligesom anden udvikling – penge
- Vi skal løbende have investorer med for at kunne udvikle ejendomme, så det er glædeligt, at vi stadig kan hente kapital trods et udfordrende marked. Derudover er det intelligente penge fra Eifo, hvor de som statslig investor bringer kompetencer, som vi har stor gavn af, siger Rasmus Nørgaard til Børsen.
I rollen som udvikler og bygherre vil Home.Earth bygge med en tredobbelt bundlinje; en samtidig afvejning af økonomisk indtjening, miljømæssig bæredygtighed og social retfærdighed.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond blev skabt ved en sammenlægning af de tre statslige fonde Vækstfonden, EKF Danmarks Eksportkredit og Danmarks Grønne Investeringsfond, der 1. januar 2023 blev dattervirksomheder under Eifo.