Skifter paragraffer ud med planker: Tidligere BIG-boss lander ny direktørpost
To og et halvt år efter seneste direktørskifte sætter gulvfirmaet Dinesen nu igen en ny profil i spidsen. Den 14. august overlader Dennis Stokholm stafetten til Tine Kaspersen, som er et velkendt ansigt for bestyrelsesformand og BIG-direktør Sheela Maini Søgaard.
Tine Kaspersen har således selv en fortid hos det verdensberømte danske arkitektfirma, hvor hun tilbragte otte år i forskellige roller, inden hun i 2020 skiftede til posten som direktør i advokatfirmaet Horten. Nu skifter han paragrafer ud med planker, når hun til august tiltræder som adm. direktør hos familieejede Dinesen, der i samme ombæring indvarsler et nyt kapital med større fokus på bæredygtighed, innovation og samarbejder.
– I de seneste år har vi i Dinesen styrket vores indkøb, produktion og forsyningskæde. Vi er den afgående direktør taknemmelig for den gode indsats, der har bragt os hertil, og nu er vi klar til at udvikle vores markeder og skalere vores forretning, udtaler Sheela Maini Søgaard i en pressemeddelelse.
Ifølge hende har bestyrelsen vurderet, at den Rødding-baserede virksomhed har behov for en administrerende direktør, der har erfaring med at vækste en organisation, som fokuserer skarpt på sine mål, og som kan repræsentere ejernes interesser i den daglige drift.
– Jeg har oplevet Tine på tæt hold i mange år, og det er mig til meget stor fornøjelse, at Tine har taget imod stillingen i Dinesen. Jeg føler mig tryg i, at hun er den rette til de opgaver, der ligger foran os, siger Sheela Maini Søgaard, der selv tiltrådte formandsposten i starten af 2022.
Stærkt erfaringsgrundlag
Dinesen, der er kendt for sine eksklusive plankegulve, har rødder tilbage i 1898, hvor virksomheden blev grundlagt som savværk. I 122 år var selskabet ledet af ejerfamilien, men i 2021 slap Thomas Dinesen altså direktørstafetten for i stedet at fokusere på den langsigtede udvikling.
Nu har familien og bestyrelsen i fællesskab besluttet, at det bliver Tine Kaspersen, der skal stå for næste skridt på udviklingsrejsen, og fra virksomhedens side understreges det, at den nye direktør kommer med et stærkt erfaringsgrundlag og ekspertise inden for design og arkitektur fra sin tid som landechef for BIG Danmark og COO for BIG’s globale forretning.
Dertil har hun erfaring fra Maersk og senest Horten, hvor hun blandt andet har stået i spidsen for succesrige bæredygtighedsinitiativer.
Tine Kaspersen har ifølge Dinesen en historik i at drive og vækste organisationer mod en mere bæredygtig og socialt bevidst fremtid.
– Jeg glæder mig utroligt meget til at stå i spidsen for Dinesen og er stolt over at komme til at arbejde med et produkt, som gennem generationer har været synonym med kvalitet, bæredygtighed og kærlighed til træ. Dinesen rummer stærke værdier og holdninger, som tager naturen seriøst, og mennesker, der er drevet af nysgerrighed og ansvar. Jeg kan ikke forestille mig noget mere spændende at være en del af, siger Tine Kaspersen.
Dinesen kom ud af sit seneste regnskabsår, det forskudte 2021/-22, med et overskud på 6,8 mio. kr. før skat, mens bruttofortjenesten lød på 69.4 mio. kr.