23948sdkhjf

Byråd giver grønt lys til havneudvidelse

Efter fem års ventetid har et bredt politisk flertal i Aarhus Byråd vedtaget en havneudvidelse, som imidlertid er mindre end det oprindelige ønske

Det er fem år siden, Aarhus Havn ansøgte byrådet om en havneudvidelse. Og nu har et bredt politisk flertal givet grønt lys til at udvide. 

Havnedirektør Thomas Haber Borch kalder vedtagelsen "en historisk milepæl" og anerkender, at ansøgningen om havneudvidelsen har skabt debat.

Den oprindelige ansøgning lød på en udvidelse på 140 hektar, men byrådet har besluttet at reducere til 84 hektar fordelt over etaper. Derudover er der besluttet en række nye initiativer og grønne tiltag for både klima og havmiljø samt en tørhavn længere fra kajen.

- Vi havde selvfølgelig gerne set, at den havneudvidelse, der nu er vedtaget, i højere grad havde lignet vores ansøgning. Men jeg anerkender de mange hensyn, interesser og dilemmaer, der skulle vægtes, og jeg mener, at projektet som helhed kan understøtte vores udviklingsbehov og dermed fremtidssikre Aarhus Havn, siger Thomas Haber Borch i en pressemeddelelse. 

- Vi er i fuld gang med at tilpasse og justere projektet efter den politiske beslutning. Det gælder blandt andet udviklingen af en tørhavn, som er et helt nyt område for os. Vi arbejder derudover målrettet med de initiativer, der dels skal reducere den samlede CO2-udledning og dels skal kompensere for den CO2-udledning, som anlægget så ender med at udlede. Nu hvor projektet er endeligt godkendt, kan vi komme videre med nogle af de myndighedsgodkendelser, der skal til, før vi kan begynde på projektet, fortsætter han.

Aarhus Havn forventer at kunne gå i gang med første del af etape 1, som er anlæggelsen af ydermolen, i 2025.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109