Bravida vinder DSB-opgave til 114 millioner
M. J. Eriksson A/S vælger Bravida Danmark som underentreprenør på de tekniske udendørs installationer på DSB’s nye værksted til el-togsæt i Logistikparken i Brabrand ved Aarhus, oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Teknikentreprenøren skal stå for udførelsen af kørestrøm, elforsyning og belysning i udendørsområderne på værkstedet.
Den samlede ordresum beløber sig til næsten 114 mio. kr.
Projektet har opstart medio 2023, og Bravida forventer at beskæftige i omegnen af 10 montører og specialister samt to funktionærer i udførelsesperioden, der ventes afsluttet ultimo 2025.
- Det er en stor og meget spændende opgave for Bravida og er resultatet af et langt tilbudsarbejde, som sikrer, at Bravida Baneteknik og Infrastruktur bliver en seriøs markedsleder, siger Johnny Hey, adm. direktør hos Bravida Danmark, i meddelelsen.
Det kommende værksted er 20.000 kvm og skal sammen med det nye værksted på Godsbanen i København være de primære lokaliteter for vedligehold af DSB´s kommende IC5-tog.
DSB ønsker, at byggeriet bliver så bæredygtigt som muligt og opnår guldcertificering via DGNB-certificeringsordning.
M. J. Eriksson har i samarbejde med MT Højgaard vundet det store udbud vedrørende nye værksteder til de nye elektriske tog. MT Højgaard har tidligere oplyst, at kontrakten med DSB ligger på 1,32 mia. kr.