Nyt partnerskab ser behov for biodiversitetslov
Meldingen er klar.
Spørger man PensionDanmark og Danmarks Naturfredningsforening, så er en dansk biodiversitetslov nødvendig for at sikre rettidig handling, sammenhægende løsninger og bred forankring, når det kommer til at sikre naturen bedre vilkår i fremtidens byer.
- Tabet af biodiversitet er en underbelyst risiko for verdensøkonomien, og der er brug for en massiv og bred indsats, hvis vi skal bremse og vende udviklingen. Som en af Danmarks største bygherrer vil vi gøre vores, fordi vi grundlæggende tror, at ejendomme med højere naturværdi også giver et højere afkast. Men der er også brug for, at politikerne træder til og sikrer en sammenhængende indsats i al byudvikling og på tværs af kommuner, regioner og stat, siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, i en pressemeddelelse.
Her bliver han suppleret af Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening:
- Det er nødvendigt med en politisk anerkendelse af, at biodiversitet er en hjørnesten i et bæredygtigt samfund. Med det pres, naturen er under, er der brug for sammenhængende løsninger, og her en central juridisk forankring i en biodiversitetslov – ligesom vi har set det med klimaloven – det helt rigtige afsæt.
Anbefalingerne fra parterne er udarbejdet af en fælles, tværfaglig arbejdsgruppe, som har hentet input fra eksperter.
De retter sig - foruden Folketinget - mod bygherrer og NGO'er og går her blandt andet på at kortlægge byggeriernes samlede værdikædes indvirkning på biodiversiteten og facilitere lokalt engagement.
Anbefalingerne
Folketinget skal arbejde for en dansk biodiversitetslov med følgende afsæt:
- Anerkend at biodiversitet er en hjørnesten i et bæredygtigt samfund
- Sammenhængende problemer kræver samlede løsninger
- Indtænk bevaring, beskyttelse og styrkelse af biodiversitet i al byudvikling
- Sikr samarbejde for biodiversitetsplanlægning på tværs af kommuner, regioner og stat
Bygherrer og NGO’ere skal bevare, beskytte og styrke biodiversitet med følgende afsæt:
- Sæt forståelse af den lokale naturkontekst forrest ved grundkøb
- Kortlæg byggeriets værdikæder og disses samlede indvirken
- Gør byens kanter til brændpunkter for livets udfoldelse og naturdannelse
- Facilitér lokalt engagement før, under og efter anlæg
- Frem kommunikation af naturens værdiskabelse
Kilde: PensionDanmark og Danmarks Naturfredningsforening