23948sdkhjf

Hustømrerne udvider efter skuffelse

Efter et skuffende 2022 med et underskud på knap 32 mio. kr. - primært i virksomhedens Aarhus-afdeling - satser man yderligere i det sydlige Danmark med en ny afdeling på Fyn

2022 var et turbulent år for Hustømrerne A/S. 

Stigende materialepriser, mangel på arbejdskraft og underskudsgivende entreprisesager i - primært - hjembyen Aarhus resulterede i, at den mere end 100 år gamle entreprenørvirksomhed måtte notere et underskud på knap 32 mio. kr. i årsrapporten.

Det skuffende resultat førte bl.a. til en nedskalering af Aarhus-afdelingen, og næste skridt på vejen mod bedre resultater er en udvidelse af virksomhedens aktiviteter i det sydlige Danmark, hvor man ifølge en pressemeddelelse "efter en flot modtagelse i trekantområdet" vælger at udvide til Fyn. 

Ifølge afdelingschef Brian Dall er der et spændende marked, hvor Hustømrernes kompetencer efterspørges.

- Vi er blevet budt ind til flere opgaver og kan se mange gode projekter i horisonten. Men vi har ikke villet forpligtige os, for så at sende vores jyske tømrere til Fyn. Jeg synes, at et lokalt tilhørsforhold er utroligt vigtigt, og jeg er overbevist om, at en projektleder med lokale rødder er mere engageret i byggesagen. Man bygger ikke længere for en bygherre, men for sit lokalsamfund, fortæller Brian Dall, Hustømrernes afdelingschef i Syddanmark og Fyn. 

Han fortsætter:

- Så da vi kunne se, at vi havde en god portefølje på Fyn, var tiden inde til at udvide afdelingen. Derfor er vi også i gang med at sammensætte et stærkt hold af lokale projektledere og tømrere, der vil have base i Odense.

En langsigtet forpligtigelse

Udvidelsen på Fyn sker også på baggrund af en større omstrukturering i Hustømrerne. Målet har været at sætte fokus på spidskompetencerne i form af fagentrepriser med gode samarbejdspartnere:

- Det er med stor ydmyghed, vi træder ind på det fynske marked. Det er sket efter grundige overvejelser, og vi er nu klar til at være en del af den fynske byggebranche. Vi kan se, at der er mange projekter, hvor en fagentreprenør af vores størrelse og med vores kompetencer passer godt ind. Vi ser derfor frem til at levere godt tømmerarbejde til vores fynske samarbejdspartnere, afslutter adm. direktør i Hustømrerne, Morten Sort.

Hustømrerne A/S 

  • Udfører tømrer-entrepriseopgaver indenfor både nybyggeri og renovering.
  • Beskæftigede 299 ansatte i 2022. 
  • Hustømrerne A/S har siden 1982 fungeret som 100 pct. ejet datterselskab i koncernen JBH-gruppen, sammen med søsterselskaberne JORTON A/S og A/S BoligBeton.
  • Har hovedkontor i Aarhus samt afdelinger i Kolding, Aabenraa, Aalborg - og snart altså Odense.

Kilde: Hustømrerne A/S

Blandt opgaveporteføljen på Fyn er byggeriet af et nyt autismecenter i Fangel nær Odense. Her skal Hustømrerne varetage tømrerentreprisen med Dansk Boligbyg som totalentreprenør.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125