Sprængt dæmning kan lappes, når vandstand falder
Det vil være muligt at lappe den sprængte ukrainske dæmning Nova Kakhovka.
Men først på sigt.
Her og nu gælder det for myndighederne om at evakuere borgere i nærtliggende områder nedstrøms dæmningen.
Sådan lyder vurderingen fra Ole Mark, ekspert i oversvømmelser hos Ingeniørforeningen IDA og innovationschef i miljøvirksomheden Krüger A/S.
- Lige nu er der ikke så meget andet at gøre end at evakuere befolkningen i de nærtliggende områder nedstrøms dæmningen.
- Man kan ikke lukke hullet med sandsække eller andet. Der er simpelthen for meget kraft på vandet, siger Ole Mark.
Man kan ifølge eksperten beregne sig frem til, hvornår vandmasserne begynder at aftage.
Så vil man kunne påbegynde genopbygningen.
- Når man når til det punkt, hvor der ikke løber mere vand ud, og hvor vandet bliver tilbageholdt af resterne af dæmningen, så kan man begynde betonarbejdet, siger Ole Mark.
Han kan ikke ud fra sit begrænsede kendskab til dæmningen vurdere, om det vil tage dage eller uger, før genopbygningen kan finde sted.
Selv om der ifølge den danske ekspert er udsigt til store oversvømmelser af beboede områder, kunne det efter hans vurdering være gået meget værre.
- Det er en betondæmning, og det er godt. For hvis betonen holder, løber vandet ikke ud som en flodbølge, siger Ole Mark.
Han sammenligner sprængningen med, at der går hul på siden i toppen af et badekar.
Vandet fosser ud, men ikke i samme omfang, som hvis hele badekarret gik i stykker fra top til bund, argumenterer han.
Situationen er dog alvorlig, betoner de ukrainske myndigheder.
Evakueringen af området nær dæmningen er begyndt, oplyser den ukrainske guvernør i regionen Kherson Oleksandr Prokudin ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Ifølge Prokudin befinder 16.000 personer sig i en "kritisk zone" langs Dnepr-flodens bred, som er i fare for at blive oversvømmet.
/ritzau/