23948sdkhjf

Bevægelsesmøbler skaber liv i byen

En række studerende dystede i sidste uge om at bygge byrumsmøbler på Østerbro i København. Vindermøblet produceres nu i høj kvalitet med henblik på permanent brug.
Kvarteret omkring Skt. Kjelds Plads på Østerbro er under udvikling som en del af en større områdefornyelse, der skal forvandle bydelen til Københavns første klimakvarter.

Byrummet mangler liv, aktivitet og invitation til bevægelse og mødesteder i hverdagen, og derfor havde Susanne Paluszewske-Hau, som er projektleder på områdefornyelsen, taget initiativ til en byggefestival, som løb af stablen i dagene 13. -17. maj.

Byggefestivalen er et led i planen om at skabe mere liv omkring Skt. Kjelds Plads, og Susanne Paluszewske-Hau havde allieret sig med Søren Lindgreen, der til daglig arbejder med at arrangere moderne borgermøder.

Sammen har de skabt rammerne for konkurrencen "Bevægelsesmøbler", der bygger på idéen om at afprøve nye former for bevægelse og undersøge, hvordan eksperimenterende, midlertidige byrumsmøbler kan bidrage til et mere aktivt hverdagsliv. Ti hold af studerende fra Snedkeruddannelsen ved Københavns Tekniske Skole og Landskabsarkitektur og Planlægning ved Københavns Universitet var inviteret til at give bud på skæve og sjove møbler til området.

- Jeg har som projektleder fokus på de sociale og kulturelle projekter, som har med borgerinddragelse at gøre. Vi har sat fokus på Tåsinge Plads, fordi den ikke bruges til meget andet end som hundetoilet. Fremover skal det blive et bedre sted, hvor man har lyst til at opholde sig, og det er det, vi nu sætter fokus på ved at række ud til de unge og bede dem om hjælp til, hvordan vi kan omforme et super kedeligt og dødt område til et spændende, lækkert og udfordrende byrum, fortæller Susanne Paluszewske-Hau.

- Med midlertidigheden kan du forme, eksperimentere og inddrage borgere. Mit super succeskriterium er, at det midlertidige ender med at blive en del af den permanente plan, for det er dér, det midlertidige har sin ret, tilføjer Søren Lindgreen.

På sejrsskamlen
Fredag eftermiddag var et kyndigt dommerpanel klar til at kåre de tre bedste byrumsmøbler. Juryen bestod af møbeldesigner Tine Mouritsen, arkitekt Sia Kirknæs, fysioterapeut Peter Willén, designer Mads Due og projektansvarlig for 'Byg det op' Ricky Raaholt fra Dansk Arkitektur Center.

Dommerne kiggede dels efter møblernes æstetiske udtryk og den håndværksmæssige kvalitet og dels møblernes multifunktionalitet i forhold til at skabe fællesskab og bevægelse.

Der blev kæmpet hårdt om pladserne, men vinderne, der i sidste ende kunne indtage toppen af sejrsskamlen var en gruppe studerende fra Landskabsarkitektur og Planlægning ved Københavns Universitet med vindermøblet Urb-Surf, den stilistiske bølgebænk.

Vindermøblet vil blive produceret i høj kvalitet med henblik på permanent brug i byrummet. Skt. Kjelds kvarter får således et innovativt møbel, der forbedrer mulighederne for samvær og bevægelse i hverdagslivet. De resterende ni midlertidige byrumsmøbler kan afprøves over sommeren i Skt. Kjelds kvarteret på Østerbro i København.

Se flere billeder på Dansk Arkitektur Centers hjemmeside

Kilde: Dansk Arkitektur Center

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094