23948sdkhjf

Fremtidens vinduesløsninger på dagsordenen

Velfac booster udviklingen af fremtidens miljø- og energivenlige vinduessystemer i samarbejde med UCN Teknologi.
- Resultaterne er imponerende. Det er innovation med stort ’I’. Vi har fået rigtig meget med hjem til vores fortsatte udviklingsarbejde i Ringkøbing, ligesom vi har allerede igangsat forundersøgelser omkring implementering af de studerendes forslag til en helt ny og integreret emballage af mælkekarton.

Det er bygningskonstruktør og salgskonsulent Allan Dahl fra Velfac, der gør status efter tre hektiske døgn i udviklingslaboratoriet på UCN, hvor 50 danske og udenlandske studerende bygningskonstruktører på forårets innovationscamp blev sat i spidsen for at udvikle nye energivenlige løsninger på kendte problemstillinger.

- Samarbejdet med UCN har vist sig som en både hurtig og effektiv genvej til professionel produktudvikling og konkret idéudvikling baseret på fem aktuelle cases fra vores egen udviklingsafdeling, og de studerendes løsninger kan i vidt omfang være med til at booste udviklingen af fremtidens energi- og miljøvenlige vinduessystemer, fortsætter salgsingeniør Peter Krogh fra Velfac og roser de studerendes evne til at tænke ud af boksen:

- Der blev tænkt nyt på tværs af materialer og kendte løsninger, ideer blev sat sammen på nye måder, og de studerende lod visionerne flyve frit. Den gennemgående indstilling var, at ’intet er umuligt, alt kan lade sig gøre, og selvfølgelig skal vi gøre det’, fastslår Peter Krogh og konstaterer, at det rykker voldsomt, når halvtreds ambitiøse studerende og deres undervisere samler kræfterne om innovativ produktudvikling.

Tre vinderforslag
Som svar på Velfacs fem konkrete udviklingscases lod de studerende fantasien spille med forslag og løsninger der rakte hele vejen fra nutidens emballagesystemer til langt ind i fremtidens avancerede og computerstyrede vinduessystemer med integreret solafskærmning, solceller og ventilation drevet af solar energi.

- Vi har fået løsninger, der tackler helt aktuelle problemer, løsninger som kan udvikles over et par år, og løsninger der kræver mange års videreudvikling. Men stort set alle løsninger er i deres sigte og fundament ridset op i et realistisk set-up og vil formentlig en dag blive realiseret, fortsætter Allan Dahl og tilføjer, at bredden i de studerendes løsninger afspejles i innovationscampens tre vinderprojekter.

- Førstepræmien tilfalder de studerende bag et forslag, der med et par års videreudvikling formentlig kan videreføres i en produktion af vinduessystemer med integreret og computerstyret solardrevet ventilation, der eliminerer kondensproblemer på vinduesglassene.

- Andenpræmien, som vi med henblik på her-og-nu-implementering allerede forfølger i en økonomisk konsekvensanalyse, går til gruppen bag en enkel idé til en helt ny, integreret og produktionsvenlig emballage af mælkekarton, mens trediepræmien tildeles gruppen bag et visionært fremtidsforslag med udvendig opvarmning af et vindue med tre lag isoleringsglas.

Uddannelse i virkeligheden
- Hvis vi gør det vi plejer, får vi det vi altid har haft, men det kræver mod, engagement og inspiration at tænke nyt og bryde grænser. Man skal have lysten til at udforske og eksperimentere, og man skal tro på det lykkes, supplerer UCN’s prorektor Kirsten Ravn Bundgaard og pointerer, at UCN ser samarbejdet med erhvervslivets virksomheder som en hjørnesten i professionshøjskolens uddannelser.

- Vi har på UCN en strategisk målsætning om i videst muligt omfang at integrere virkeligheden i uddannelserne sammen med virksomheder og erhvervsliv, og vi tror, at et ligeværdigt samarbejde med virksomhederne udgør den stærkeste base for gensidig udvikling af nye innovative kompetencer på begge sider af bordet.

- Derfor er vi stolte over, at en af landets og verdens førende vinduesproducenter ser en fordel i at byde ind med forslag til samarbejde om udvikling af konkrete cases hentet ud af virksomhedens aktuelle virkelighed, og vi er stolte over at bidrage til virksomhedens fortsatte produktudvikling, samtidig med at vi løfter vores uddannelser ind i virkeligheden.

- For, understreger Kirsten Ravn Bundgaard, samarbejdet skal gå begge veje og skabe værdier for både virksomhed, studerende og uddannelser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08