En håndfuld temaer sætter kurs for konkurrence om københavnsk ø
Når arkitekter, ingeniører, byplanlæggere og alle andre med sans for byudvikling senere på året inviteres til idékonkurrence om udviklingen af Refshaleøen i København, bliver det med fokus på fem teamer.
Det oplyser Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn, der ejer en stor del af den 115 hektar store ø, som er gået fra at være hjemsted for skibsværftet Burmeister & Wain til at være et samlingspunkt for kultur, gastronomi og håndværk.
Temaerne udgør centrale udfordringer, som ifølge grundejerne kræver et ekstra grundigt stykke forarbejde, bemærker Jes Transbøl, adm. direktør i Refshaleøens Ejendomsselskab.
– Det er jo i høj grad de samme hovedspørgsmål, også fageksperterne og københavnerne kredser om, når det gælder Refshaleøen. Dem skal vi have de bedste ideer til at håndtere, så vi kan blive klar til at sikre den bedste mulige strukturplan for Refshaleøen som det næste store skridt, siger Jes Transbøl i en pressemeddelelse.
De fire definerede temaer i idékonkurrencen:
- Refshaleøens kreative miljø
- Transformation af områdets kulturarv
- Bynatur og biodiversitet
- Blandet by med nye boformer
Som rosinen i pølseenden vil der også være et åbent femte tema:
- Her er der mulighed for at gå på tværs af temaerne eller for at bringe et helt femte tema op, som vil skulle begrundes ud fra grundejernes bearbejdede vision
Grundejerne efterlyser med idékonkurrencen ikke en samlet plan for Refshaleøen, men idéer til brug for det videre udviklingsforløb, der kan formidles klart. Det kan både være studier, strategier, skitser, koncepter, analyser og referencer.
– Idékonkurrencen giver mulighed for at præge rammerne for de næste skridt i processen, og vi har bevidst skåret afleveringskravene til, så de er rimelige, så det er muligt for både store og små at deltage, og så vi undgår ressourcespild ved at kræve for høj en detaljeringsgrad her tidligt i processen, siger Ingvar Sejr Hansen, udviklings- og salgsdirektør i By & Havn.
Den åbne idékonkurrence søsættes i slutningen af august og vil efter planen løbe til midten af november 2023 som den første af to store konkurrencer i planprocessen på øen. Senere følger en strukturplankonkurrence
Videreudviklingen af Refshaleøen
Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn ejer til sammen størstedelen af Refshaleøen i Københavns Havn og har en fælles ambition om at udvikle en ny københavnsk bydel på deres arealer.
Idé- og planprocessen består af tre faser: 1) netop afsluttede ”indspark til Refshaleøen”, 2) en idékonkurrence i 2023 og 3) en strukturplankonkurrence i 2024.
Det samlede forløb skal føre frem til udarbejdelsen af en plan for videreudviklingen af det 80 hektar store projektområde. Hvis BIOFOS på sigt fraflytter Refshaleøen, vil det samlede projektområde kunne vokse til 115 hektar.
Det er selskabernes hensigt at gå sammen i et fælles udviklingsselskab på Refshaleøen med Refshaleøens Ejendomsselskab som majoritetsaktionær og drivende part.
Kilde: Refshaleøens Ejendomsselskab