23948sdkhjf

Sparekasse investerer en kvart milliard "i nyt kraftcenter"

Indtager fem etager i Nebelong Hus i Carlsberg Byen

Sparekassen Sjælland-Fyn investerer 285 mio. kr. i det, selskabet kalder ”et nyt kraftcenter” på 4.500 kvm i Carlsberg Byen i København.

De mange kvadratmeter på den gamle bryggerigrund fordeler sig på fem etager i bygningen Nebelong Hus, som er en del af Carls Tårn, og som står klar til indflytning i 2025.

Det oplyser sparekassen i en pressemeddelelse.

Med de nye lokaler samler Sparekassen Sjælland-Fyn sine nuværende filialer på Islands Brygge, Østerbro og Frederiksberg i det nye kraftcenter. Derudover er det planen, at en række stabs- og specialistfunktioner efter indvielsen vil være til stede både i sparekassens hovedsæde i Holbæk og i det nye kraftcenter i København.

– Helt snusfornuftigt investerer vi samtidig den husleje, vi i dag har til vores forskellige filialer i hovedstadsområdet i vores eget nye kraftcenter. Investeringen forventes således også at være omkostningsneutral for sparekassen, siger adm. direktør Lars Petersson.

Sparekassen Sjælland-Fyns investering i Carlsberg Byen

Knap 4.500 kvadratmeter i Nebelong Hus, som er bygget sammen med det 80 meter høje Carls Tårn.

Lokalerne fordeler sig fra stueetagen til og med 4. sal. Byggeriet kan kvalificeres til en DGNB Guld-certificering.

Nebelong Hus og Carls Tårn har hjemme i den vestlige del Carlsberg Byen nær Carls Have, J.C. Jacobsens Have og byrummet Bryggernes Plads, som er omkranset af historiske bygninger.

Kilde: Sparekassen Sjælland-Fyn

Direktøren peger også på, at man med den nye investering også forventer at stå stærkere i forhold til at tiltrække og fastholde fremtidens kvalificerede arbejdskraft.

– Carlsberg Byen er både et attraktivt bolig- og erhvervsområde, men også et sted for uddannelsesinstitutioner og dermed studerende. Dem vil vi naturligvis også gerne i dialog med, siger Lars Petersson og fortsætter:

– I dag er det at drive pengeinstitut i høj grad lige så meget en kommunikations- og tech-opgave, som det er en traditionel finansiel opgave. Hvis vi skal - og det skal vi - være en topmoderne virksomhed, så skal vi også række ud efter dem, der lige har ramt arbejdsmarkedet eller gør det de kommende år.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144