23948sdkhjf

Danske Regioner: Brug for 5,4 milliarder til modernisering af hospitaler

Der er planlagt for 4 mia. kr. investeringer i hospitalsbygninger, IT og medico næste år, men behovet er langt større, mener Danske Regioner 

Selvom der flere steder i Danmark bygges helt nye hospitaler, er omtrent 80 pct. af hospitalsbygningerne i landet gamle og slidte.

Derfor er der behov for, at bygningerne bliver renoveret og moderniseret, hvis vi skal undgå store forskelle i patientoplevelser, lyder det nu fra Danske Regioner.

– Uanset om bygningen er ny eller gammel, er det vigtigt, at indmaden er af bedste kvalitet. Det kræver, at vi løbende vedligeholder og opdaterer IT og medicinsk udstyr, siger Mads Duedahl, der er næstformand i Danske Regioner, i en pressemeddelelse fra organisationen.

– Hvis ikke vi sikrer, at hospitalerne får en stor saltvandsindsprøjtning, er der risiko for, at patienterne med tiden vil opleve forskelle i, hvad vi kan tilbyde på forskellige hospitaler, påpeger han også.

Regionerne har på nuværende tidspunkt planlagt investeringer i bygninger, IT og medico på 4 mia. kr. i 2024.

Men hvis de ældre sygehuse i Danmark skal kunne opretholde deres nuværende stand, vil behovet til vedligeholdelse af bygningsmassen, samt medico og IT imidlertid udgøre 5,4 mia. kr. i 2024, vurderer Danske Regioner.

Så hvis regionerne skulle gennemføre alle ønskede forbedringer, er behovet i alt på 9 mia. kr.

Mere end stigende priser

Særligt stigende byggepriser er skyld i stigende udgifter til regionernes vedligehold af hospitalerne, og prisstigningerne er allerede en del af forklaring på, at byggeprojekter i regionerne er udskudt.

Manglende vedligehold vil kun medføre yderligere fordyrelser, påpeger Mads Duedahl. Derfor er det nødvendigt, at regionerne får mulighed for at sætte ind overfor det behov for vedligehold, som har hobet sig op.

- Det har været nødvendigt at prioritere de nye byggerier, men det har også medført et vist efterslæb på modernisering af de gamle. Det er vi nødt til at sætte ind overfor nu, for behovet forsvinder ikke, siger Mads Duedahl.

Han understreger også, at det ikke alene er mursten, der gør et moderne sygehus. Der er også brug for reparationer og udskiftning af udstyr såsom strålekanoner og scannere samt opdatering af IT og styrket cybersikkerhed.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093