Fra McDonalds til nærsygehus: Dansk/svensk arkitektteam vinder i Gøteborg
Vilhelm Lauritzen Arkitekter skal hjælpe det offentlige sundhedsvæsen i Gøteborg med at komme tættere på borgerne. Og det endda på et sted, hvor man i dag kan fylde maven med en Big Mac eller bilen med benzin.
Sammen med de svenske tegnestuer Wingårdhs og Sydväst arkitektur och landskab har det danske arkitektfirma således vundet en indbudt arkitektkonkurrence for svenske Västfastigheter om et nyt lokalhospital på Wieselgrensplatsen i Gøteborg.
Forslaget “Grønne forbindelser” genfortolker ifølge en pressemeddelelse om opgaven det klassiske hospital i byen med en bygning, der bliver et åbent og grønt mødested for kvarteret.
På et sted, hvor der i dag er en tankstation og McDonalds, vil det nye nærsygehus blive omgivet af en park, der er tænkt som et naturligt samlingspunkt for det omkringliggende område.
”Grønne forbindelser” kommer til at dække i alt 26.000 kvm og indeholde lokaler til både primær- og specialpleje, herunder funktioner som obstetrik, psykiatri, sundhedspleje og tandpleje.
I stueetagen bliver der café, apotek og åben børnehave. Tagterrassen og dens have bliver offentlig og byder på udsigt over Gøteborg. Målet er, at stedet bliver en del af hverdagen, ikke kun for patienterne, men også for borgerne.
Med fokus på at reducere klimapåvirkningen opføres bygningen i en bærende hybridkonstruktion af træ og beton med træbeklædt facade. Bygningen er også designet til at kunne tilpasses over tid.
Juryens motivation
"’Grønne Forbindelser’ er et gennemtænkt og kompetent arkitektforslag med potentiale til at blive et populært og genkendeligt vartegn i byen. Forslaget viser empati og viden om behov og vilkår hos både patienter og organisationen. Arkitekterne har tegnet en smuk og velfungerende bygning med smukke rum og en struktur, der gør det muligt at ændre programmet over tid. Udemiljøet er rigt på grønt og har god plads til hverdagen i byen. Forslaget byder på et "sundt hus" for Wieselgrensplatsen og omegn, et hospital, der er indbydende både udadtil med sin smukke runde form i byen og i måden, hvorpå forretningen er organiseret internt. Løsninger, materialer og motiver er gennemtænkte og tåler fortsat udvikling."
Kilde: Vilhelm Lauritzen Arkitekter