23948sdkhjf

København sender robotter i kamp mod lange sagsbehandlingstider

Der er afsat et rekordstort beløb til at sikre endnu flere digitale løsninger i byggesagsbehandlingen i hovedstaden

Skip, Færdignan, LukkeLise, Absalon, Ændrea og ByggeBob.

Sådan er den lille skare af robotter, som arbejder bag kulissen for at sikre, at byggeansøgninger hos Københavns Kommune kommer hurtigere igennem sagsbehandlingsprocessen, navngivet.

Senest i gruppen er Færdignan, der kan sende de færdige afgørelser ud og Skip, der sender mangelbreve ud, kommet til. Og der er flere på vej.

Robotter kan nemlig, lyder det i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune, hjælpe med at spare tid i byggesagsbehandlingen.

Robotterne i byggesagsbehandlingen

Det er Københavns Kommunes KIT Robotics, der har stået for udviklingen af robotterne.

Skip: Robotten Skip sender et mangelbrev ud, hvis der mangler et dokument i en byggeansøgning, eller alle felter ikke er udfyldt.

Færdignan: Robotten Færdignan møder byggeansøgerne først i den afsluttende fase. Han står for at sende afgørelser ud.

Lukkelise: Robotten LukkeLise lukker automatisk gamle sager, så byggesagsbehandlerne ikke skal bruge tid på at gøre det manuelt.

Ændrea: Robotten Ændrea kan gennemse et enormt materiale og se, om der er nye oplysninger, byggesagsbehandleren skal forholde sig til. De hurtige robotøjne hjælper med at spare sagsbehandlerressourcer.

ByggeBob: Robotten ByggeBob vil gerne have orden i sagerne. Hvis et dokument er indscannet forkert, vender han det f.eks. om, så byggesagsbehandlerne ikke skal gøre det manuelt. ByggeBob kan også oprette nye sager. Det tog tidligere 40- 45. min. for en medarbejder at oprette en sag manuelt. Byggebob har kun brug for ca. 5 min, og han arbejder hele døgnet.

Absalon: Robotten Absalon træder til i den afsluttende fase, så hvis der kommer nye dokumenter på en sag kort inden afgørelse, lægger robotten dem på sagen.

"En vigtig brik"

Ved overførselssagen valgte budgetpartierne Ø, K, R, V, Å, LA og DF derfor at afsætte yderligere 11,2 mio. kr. til en øget digitaliseringsindsats, så der kan blive skruet endnu mere op for digitale løsninger og robotter.

- Robotter kan hjælpe med at spare tid i sagsprocessen, og derfor er de en vigtig brik i Københavns indsats for at få bugt med lange sagsbehandlingstider, og jeg er glad for, at der er politisk opbakning til at udvikle smarte, tekniske løsninger og robotter, for vi kan se, at det batter, siger Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) i meddelelsen. 

Forvaltningen følger byggesagsområdet tæt og bruger en prognosemodel, der gør det muligt at regne på, hvordan sagsbunken og sagsbehandlingstiden udvikler sig under forskellige forudsætninger. 

Ifølge prognosen vil sagsbunken være afviklet i juli 2023, hvor de nationale servicemål også vil være overholdt – i gennemsnit – for nye sager.

Robotterne er en del af en lang række initiativer, som Teknik- og Miljøforvaltningen har sat i værk for at nedbringe sagsbehandlingstiden på byggesagsområdet, Forvaltningen fasttracker for eksempel nogle sagstyper og straksafklarer andre. Forvaltningen har også en aftale med en ekstern partner, der tager sig af noget af det sagsforberedende arbejde. Der er også blevet oprettet et kontaktcenter, hvor byggeansøgere kan ringe ind og få en status på deres byggesag.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079