Mand tilstår og dømmes i Nordjyllands største hvidvasksag
Retten i Aalborg har tirsdag afsagt dom i den største sag om hvidvask i Nordjylland.
I sagen har den 45-årige Rabib Karnib aflagt en tilståelse. Han har hvidvasket for 217 millioner kroner, og dommen lyder på fire år og seks måneders fængsel. Det oplyser sagens anklager, Stephen Pedersen.
Desuden frakendes Rabib Karnib retten til at deltage i ledelsen af et selskab, og han får konfiskeret lidt over 2,6 millioner kroner.
Hvidvaskningen foregik blandt andet via tre forskellige firmaer. Gennem dem modtog han store beløb, som direkte eller indirekte stammede fra lovovertrædelser.
En del af hvidvaskningen skete også ved, at han fik penge overført til sin private konto og derefter overførte videre.
I retten tirsdag forklarede Rabib Karnib ifølge Nordjyske, at han var begyndt at hvidvaske under trusler. Han havde lånt 1,4 millioner kroner af "de forkerte typer", lød forklaringen.
Rabib Karnib har modtaget tirsdagens dom. Han har siddet varetægtsfængslet siden november og skal fortsat være fængslet efter dommen.
/ritzau/