23948sdkhjf

Nordjysk godsejer tilstår læk af insiderviden under færgeoverfart

Anklager kræver tre måneders ubetinget fængsel til 77-årig nordjysk erhvervsmand for insiderhandel

Den nordjyske storbonde og godsejer Flemming Fuglede Jørgensen har mandag ved Retten i Aalborg erkendt at have lækket børsfølsomme oplysninger under en færgeoverfart fra Aarhus til Odden.

Flemming Fuglede Jørgensen var i sommeren 2021 medlem af bestyrelsen i forsikringsselskabet Alm. Brand, der havde planer om at købe Codan Forsikrings danske aktiviteter.

Den tidligere formand for organisationen Bæredygtigt Landbrug erkender i retten at have lækket oplysningerne under en telefonsamtale med den nordjyske erhvervsmand Søren Enggaard 10. juni 2021.

Godsejeren, der sidder med korslagte arme i vidneskranken i Retssal N, siger først, at han ikke husker, at han videregav fortrolige oplysninger.

- Jeg kan ikke afvise at have gjort det, siger han.

Dommeren mener ikke, at der er tale om en tilståelse, som forsvarsadvokaten ellers havde tilkendegivet.

Gjorde du, eller gjorde du det ikke, spørger dommeren direkte henvendt til Flemming Fuglede Jørgensen.

- Jeg erkender, jeg er kommet til at tale over mig, siger han så.

Søren Enggaard erkender sig ligeledes skyldig. Han forklarer i retten, at han ringede til Flemming Fuglede Jørgensen, der befandt sig om bord på færgen på vej til København.

Fuglede Jørgensen fortalte ifølge Søren Enggaard, at der var "sket noget stort i Alm. Brand".

- Så gik der fem minutter, så ringede han (Flemming Fuglede Jørgensen, red.) op igen og sagde, at jeg ikke måtte sige noget, fordi det var fortroligt, forklarer Søren Enggaard, der er iført blåt jakkesæt med slips.

Enggaard siger, at han ikke præcist vidste, hvad det var for noget "stort", der var sket.

Men ordene fra Fuglede Jørgensen gav ham om en forventning om, at kursen på Alm. Brand-aktien ville stige.

På den baggrund gav han senere samme dag sin rådgiver besked om at erhverve aktier i Alm. Brand for 981.260 kroner.

Håbet om stigende kurser blev dog ikke indfriet, da nyheden om opkøbet blev offentliggjort dagen efter.

- Det gik jo den gale vej, kursen faldt. Det var ikke, hvad jeg havde forventet, lyder det.

Anklager Jan Henrik Hansen kræver Flemming Fuglede Jørgensen idømt en bøde på mindst 25.000 kroner for at have lækket oplysningerne.

Søren Enggaard står ifølge anklageren til fængselsstraf for at have begået såkaldt insiderhandel.

Mindst tre måneder og som udgangspunkt ubetinget, lyder påstanden.

Enggaards forsvarsadvokat, Jakob Lund Poulsen, argumenterer for, at straffen ikke overstiger en måned eller to. Den bør være betinget, lyder det fra advokaten med henvisning til, at Søren Enggaard er 77 år.

Sagen begyndte at rulle, da en journalist på Jyllands-Posten tilfældigvis overhørte telefonsamtalen under overfarten.

- Det, jeg fortalte dig før, det må ikke komme videre, du må kraftedeme ikke sige det til nogen, så er det min røv, lød det ifølge journalistens gengivelse i klummen ”Storskryderen på Storebælt”.

Sagen blev undersøgt af Finanstilsynet og senere overdraget til National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) – tidligere Bagmandspolitiet.

Retten i Aalborg afgør strafudmålingen 15. maj.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078