Ung maskinfører er død efter 12 dage i kunstig koma
En voldsom arbejdsulykke i Sydhavnen i København fredag 14. april i år har kostet en 27-årig mandlig maskinfører livet.
Det bekræfter hans arbejdsgiver, entreprenørvirksomheden CG Jensen A/S, over for Fagbladet 3F.
- Vores kollega er desværre gået bort tirsdag den 26. april 2023. Myndighederne er ved at undersøge årsagen til soloulykken, oplyser CG Jensen i en e-mail.
Ulykken skete om morgenen fredag 14. april, hvor den 27-årige mand kom kørende i en hjullæsser – bedre kendt som en gummiged – af mærket Wacker Neuson.
Maskinføreren var ifølge Arbejdstilsynets dokumenter på vej mellem et arbejdssted og en oplagsplads, da den lille gummiged ud for Lone Kellermanns Vej 23 i Sydhavnen kørte ind i en granitblok på den smalle vej.
Ved sammenstødet væltede gummigeden om på venstre side, og maskinføreren blev fastklemt.
CG Jensen A/S har tidligere oplyst til Fagbladet 3F, at soloulykken skete på offentlig vej imellem en byggeplads og en skurby, og at beboere i området, som så ulykken ske, hurtigt tilkaldte hjælp.
Kort efter kom der et større opbud af politi- og brandbiler, en ambulance og en akutlægebil til ulykkesstedet, hvor den svært kvæstede mand blev frigjort af redningsmandskab fra Hovedstadens Beredskab og behandlet på stedet. Herefter blev han i ambulance med politieskorte kørt til Traumecentret på Rigshospitalet, hvor han efter 12 dage i kunstig koma afgik ved døden.
Entreprenørvirksomheden fik efter ulykken et strakspåbud af Arbejdstilsynet om “at sikre, at foreskrevne sikkerhedsforanstaltninger skal iagttages, således at Wacker Neuson hjullæsser anvendes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt”.
Ifølge Arbejdstilsynets ulykkesbarometer er der per 8. maj sket syv dødsulykker og foreløbig blevet anmeldt 17.635 arbejdsulykker i Danmark i år.