Teknikkæmpe starter året i høj fart, men ordreindgangen falder
42 pct. vækst i omsætningen. Det er status for teknikentreprenøren Bravidas danske forretning i første kvartal 2023.
Væksten sendte i kroner og ører Bravida Danmarks omsætning op til 1,68 mia. svenske kr., hvilket svarer til 1,10 mia. kr. i dagens kurs, viser selskabets kvartalsregnskab.
Omsætningen steg for både service- og installationsforretningen, påpeges det også.
– Første kvartal har været præget af høj aktivitet. Vi har haft en organisk vækst på over 20 pct., hvilket er utroligt flot. Fremadrettet vil vi i 2023 have et stort fokus på den grønne omstilling, siger adm. direktør i Bravida Danmark, Johnny Hey, i en kommentar til kvartalstallene,
– Det kræver, at vi følger med og videreudvikler vores kompetencer, tilføjer den danske topchef med henvisning til et øget ønske fra kunder om at investere i den grønne omstilling.
Færre ordrer i bogen
Teknikentreprenørens EBITA voksede også.
68 mio. svenske kr. (44 mio. kr.) blev det til mod 52 mio. svenske kr. (34 mio. kr.) i de første tre måneder af 2022.
Omvendt gik det med ordreindgangen. Den faldt med 19 pct. og udgjorde 1,34 mio. svenske kr. (882 mio. kr.) i kvartalet. Ordreindgangen består primært af mindre og middelstore installationsprojekter og service.
Ordrebeholdningen blev også reduceret og var ved udgangen af 1. kvartal 10 pct. lavere end samme periode året før og beløb sig til 2,7 mia. svenske kr. (1,95 mio. kr.)
I Danmark havde teknikentreprenøren 3.110 ansatte i gennemsnit i første kvartal. I samme periode sidste år var tallet 2.503, og i 2022 samlet var der i gennemsnit 2.908 medarbejdere.